fredag den 18. juli 2014

Meget let opskrift på jordbærkage

Mazarinekage med vaniljecreme og friske jordbær

Jeg er meget glad for jordbærkage, men den "rigtige" udgave, tager pokkers lang tid at tilberede. Derfor fik jeg ideen til denne variant, som er meget let at tilberede, og simpelthen smager himmelsk. Det er absolut ikke sidste gang, at jeg bager den.

Hvis du har andre bær i haven, så kan du sagens skifte jordbærene ud med f.eks. brombær, hindbær eller en blanding af bær. Kagen og vaniljecremen kan tilberedes dagen før, at du serverer kagen. Så let!



Sværhedsgrad: 
Let.

Tilberedningstid: 
15 minutters tilberedningstid på vaniljecremen, som skal på køl i 2-3 timer.
I alt omkring 50 minutter på mazarinkagen. Omkring 20-30 minutter på at tilberede dejen, og kagen skal bage 25 minutter.
Det tager ca. 10 minutter at samle kagen.

Det skal du bruge til 1 kage: 

Vaniljecremen:
2 æggeblommer (frys eventuelt hviderne, de kan bruges en anden dag til marengs)
2 spsk sukker
6 tsk marizena
2½ dl piskefløde (eller sødmælk. Minimælk kan også lige gå an, men så bliver cremen lidt kedelig i smagen)

1 tsk vanilje aroma eller vaniljesukker

Mazarinkagen:
200 g smør 
250 g sukker
2 æg 
1½ tsk mandel aroma
150 g hvedemel 
1½ tsk bagepulver
1 dl kogende vand
Smør til at smøre kagefadet

Jeg bagte kagen i et almindeligt tærtefad. 

I øvrigt skal du bruge en bakke friske jordbær. 

Sådan gør du: 

Vaniljecremen:
Hæld alle ingrediensene i en gryde (undtagen hvis du bruger vanilje aroma, så skal den i til sidst, når cremen er tyknet).
Over middel varme og konstant omrøring "koger" du cremen til den er blevet tyk. Kagecremen må ikke buldrekoge, så tag den af blusset og skru ned for varmen, hvis den begynder at koge.
Rør vanilje aroma i.
Stil cremen på køl ind til den skal bruges. Læg et stykke madlavningsfilm/-papir helt ned på cremen, så den ikke får skind.

Når cremen er kølet, er den klar til brug/at blive spist.

Mazarinkagen:
Tag smørret ud af køleskabet, skær det i små tern og lad det stå på køkkenbordet og blive blødt.
Find de øvrige ingredienser frem imens og kog vandet.
Tænd ovnen på 200 grader.
Med din elpisker pisker du smør og sukker godt sammen.
Tilsæt et æg ad gangen og pisk meget efter hvert æg.
Tilsæt mandelaroma (og lad dig ikke fristes til at hælde mere i, hvis du kommer mere end 2 tsk i, vil det være alt alt for meget).
Hæld mel og bagepulver i dejen og pisk det sammen.
Hæld til sidst det kogende vand i og piske igen. Dejen er meget våd og nærmest tynd i det.
Smør kagefadet og hæld dejen i og glat dejen jævnt ud med en dejskraber.
Bages i ovnen på 2. nederste rille i 25 minutter.

Kagen hæver under bagning, men falder sammen når den tages ud - sådan skal det være.

Så skal kagen samles:
Mazarinkagen skal være afkølet.
Læg kagen på dit serverinsfad.
Læg vaniljecremen oven på, og glat den jævnt ud.
Skyld og nip stilkene af jordbærene.
Sæt jordbærene på vaniljecremen, og voila en super lækker jordbærkage venter på at blive spist.

Holdbarhed og opbevaring: 
Cremen kan holde sig i køleskabet i op til 5 dages tid, og du kan også fryse den.
Mazarinkagen kan både opbevares på køl og ved stuetemperatur til den skal spises. Hvis du har den på køl, så tag den ud 15 minutters tid før den skal serveres.
Når du først har lagt cremen på, så skal kagen opbevares på køl.
Kagen smager skønt op til 3 dage efter den er tilberedt. Du kan sagens samle kagen aften før, at den skal serveres.

Tips! 
Vanilje- og mandelaroma kan du købe i f.eks. SuperBrugsen, Føtex og dets lignende. Men du må ikke forveksle det med essens. Det er aroma, du skal bruge. De kost ca. 15,- kr. stk. for en lille flaske. De plejer at stå sammen med øvrige bageartikler, som bagepulver, krymmel osv.

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Ideen til denne kage kommer fra en venindes veninde. Jo jo! Hun skulle have dessert med til en fest hos min veninde, og havde færdigkøbte mazarinkager med chokoladeovertræk med. Mazarinkagerne gav hun en klat købt kagecreme og vupti, så var der dessert. Det var nu engang en fin ide!

Vaniljecreme er inspireret af en opskrift fra Nigella Lawson.

Jeg har bagt flere forskellige varianter af mazarinkager. Den letteste (og bedste efter min smag) er denne med mandel essens. Du kan naturligvis også bruge andre mazarinkage varianter:

Hvis du søger Hjerteforeningens opskrift på Mazarinkage, så kig her:
http://mullehuset.blogspot.dk/2013/03/hjerteforeningens-mazarinkage.html

Hvis du søger en opskrift med ren rå marcipan, så kig her:
http://mullehuset.blogspot.dk/2013/01/mazarinkage-med-ren-ra-marcipan.html

Hvis du vil prøve en "rigtig" jordbærkage en dag, så kig her:
http://mullehuset.blogspot.dk/2012/07/jordbrtrte.html


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage