Boganmeldelser

Her kan du læse Mullehusets anmeldelser, af de bøger jeg læser om at bage og om mad generelt. Kom gerne med dine egne kommentarer.
______________________________________________________________________________

A piece of cake
Leila Lindholm, 2010

Dette var i en lang periode en af mine mest brugte og læste bagebøger. Den indeholder få advanceret opskrifter, og hovedparten af opskrifterne er let eller middel svære at bage.

Leila giver grundopskriften på kagerne, og så masser af forslag til varianter af kagen f.eks. på sukkerbrødskager, cupcakes og muffins. Der er også opskrifter på småkager, tærter, festkager og brød. Hun er ikke bange for at bruge krydderier i hendes brød, og de smager overraskende fantastisk. Desuden har bogen nogle fantastiske afsnit om saucer, creme og marmelader, bagning uden ovn og saft.

Leilas opskrifter er meget lette at følge, og hun forklare fint opbygningen trin for trin f.eks. i hendes mere avancerede opskrift på lagkage i flere lag. Der er også et mindre afsnit om selvhjælp i køkkenet til f.eks. hvis dejen ikke hæver, hvorfor kagen er sej og gummiagtig osv.

Billeder: Der er foto til alle opskrifterne.

Målgruppe: Til dig som ikke stiller høje krav til avanceret bagværk, og gerne vil se lette og hurtige resultater. Mange af opskrifterne kan bages med børn.
______________________________________________________________________________

Anders And's kogebog 
Walt Disney Company, 1986, Wangels Forlag a/s

"Gå i køkkenet med Anders And og alle hans venner. De har samlet deres bedste opskrifter i denne kogebog. Rigtig god fornøjelse!" Sådan står der på bagsiden af bogen, som er udgivet i 1986 af Walt Disney Company (Wangels Forlag a/s).

Du og dine børn behøver ikke være Anders And fan, for at bogen er til et hit, for den er bare god på flere måder. Jeg har desværre ikke selv bogen, men har lånt denne af min kollega, Thomas. Han fortalte mig om den, da vi en dag snakkede om min passion for utraditionelle og gerne ældre koge-/bagebøger.

Målgruppe: Bogens målgruppe er børn fra omkring 8-10 år. Den indholder meget lette opskrifter, så børnene helt sikkert vil opleve succes i køkkenet. Bogen er ikke så omfangsrig, men derfor også overkommelig. Den indholder få opskrifter på frokost- og middagsretter, salater, desserter, bagværk og drikke.

Der er desuden korte og pædagogiske arbejdsbeskrivelser, og også korte bemærkninger med forklaringer f.eks. hvordan man måler tørre og flydende ting. Opskrifterne viser (med antal af Anders And huer) om de er svære eller lette, og også hvor lang tid de tager at tilberede.

Billeder: Der er mange tegninger af mad, og af alle de kendte figurer fra Anders And, men ingen fotos af maden. Det ville aldrig du' i en kogebog til voksne, men til børnene er det godt fundet på.

Den gang bogen udkom i 1986 kostede den udelukkende 49,75 kr. Du kan stadig købe den i dag til omkring 70,- kr. på nettet.
______________________________________________________________________________

Annes søde syltebog
Anne Hjernøe, 2009, udgivet af Politikens Hus

Bogen indeholder et fint udvalg af opskrifter på marmelader og få opskrifter på syltetøj, gelé, saft og sirup, syltede bær og frugter, henkogte frugter, frugtsmør og kandisering.

Opskrifterne er simple og kort beskrevet. Der mangler billeder til flere af opskrifterne, og jeg savner mere vejledning om f.eks. henkogning af frugter. Det bedste ved bogen er de mange varianter på frugt og grønt, og gode ideer til krydderier mv.

Bogen har en meget brugbar introduktion til syltning all around, og udvalgte frugter er beskrevet i detaljer om oprindelse, modenhed og brugbarhed. Der er også en mindre indholdsfortegnelse om frugternes sæson.

Målgruppe:
Personer som ikke har forsøgt sig med marmelader før, eller som ønsker ideer og inspiration til at variere marmeladeopskrifterne. 
_______________________________________________________________________________

Blomsterbergs Søde sager
Mette Blomsterberg, udgivet af Politikkens forlag, 2011 (foto af Lars Ranek)

Bogen indholder opskrifter på de fineste kager. Ja, fine. For her er der kræset om udseendet. I denne bog finder du ikke en opskrift på en klassenstimekage eller andre bradepandekager, dog har den nogle meget få simple opskrifter som f.eks. nougatmåtter og sprøde mandler. Desuden bruger Mette Blomsterberg dyre råvarer i hendes opskrifter som f.eks. usaltet pistacienødder, polynesisk vaniljestang og Valrhona Manjari chokolade.

Alle opskrifter er godt forklaret, men uden ekstra oplysninger om hvordan og hvorfor. Bogen har ingen ekstra afsnit om bageteknikker, ud over et meget kort afsnit om at smelte chokolade. Bogen indeholder meget detaljerede flotte billeder til alle opskrifter.

Målgruppe: 
En bagebog til de pyntesyge og erfarende kagebagere. Hvis du ikke har bagt mange kager, så kan du selvfølgelig springe ud i det med Blomsterbergs opskrifter, men jeg tror, du vil få flere successer, hvis du starter et andet sted.
_______________________________________________________________________________

Den blå bagebog 
Tørsleffs Husmoder Service, 1939.

En klassisk bagebog fra 1939 med omkring 300 opskrifter.

Opskrifterne er fint skrevet, lette at gå til og opdelt i nogle gode emne-kapitler. Der er desuden nogle helt grundlæggende bageprincipper beskrevet, som kan være gode at kende, hvis man ikke er den erfarende bager. Plus der er en oversigt over både engelske og amerikanske mål oversat til danske måleenheder.

Bogens minussider er, at der ikke er nogle billeder, og nogle ingredienser kan for eksempel ikke længere købes, som f.eks. Friis Bagepulver i poser (en pose svarer til 6 tsk bagepulver).

Målgruppe: Bogens opskrifter er ikke avanceret, men inspirerende, og kan bages af alle.
_______________________________________________________________________________

Gyldendals bagebog
Sigrid Fugl og Anne Skovgaard-Petersen, Gyldendal 2010

Bogens er opbygget i nogle gode emneområder, og du får opskrifter sådan all around fra grove brød til konditorkager. Bogen indeholder utrolig mange opskrifter, og det kunne være positivt, men det bærer præg af at være indsamlet opskrifter, som ikke er afprøvet, eller hvor der ikke er følelse og et menneske bag. Desværre har jeg oplevet, at flere af opskrifterne resulterer i bagværk af ikke rimelig kvalitet. Bogen er dog god at slå op i, hvis du har en opskrift, som du gerne vil se et andet eksempel på eller inspireres til at ændre.

Målgruppe: Det er ikke en bagebog for en uprøvet amatørbager, for du skal helst kunne sætte spørgsmålstegn ved opskrifternes kvalitet og forventet resultat.

Billeder: Der er langt fra billeder til alle opskrifterne, og det er en stor mangel.
_______________________________________________________________________________

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
Grydebrød - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage