onsdag den 25. september 2013

Appelsin biscotti

En italiensk småkage med dejligt mange nødder, tørret frugt og appelsin. 

Når du har biscotti i kagedåsen, så har du altid småkager at tilbyde dine gæster. Kagerne smager friske og godt igennem af appelsin og nødder. Biscotti er sprøde og hårde, så de dyppes meget gerne i en god gang varm kaffe eller te.

Eftermiddagskage med æblemousse

En tung kage med en fin æblemousse

Jeg fik en kasse med æbler af min søde veninde Diana, men de nåede at blive lidt rynkende, inden jeg fik brugt dem. Så en aften kogte jeg dem til æblemos, og fik den ide at bage en kage med æblemousse.

Det blev til en tung eftermiddagskage med en luftig mousse med en fin æblesmag.

mandag den 23. september 2013

Roulade med chokolademousse og brombær

Chokolademousse og brombær er en rigtig god kombination, og rouladen er helt tilpas luftig.

Da min søn og jeg var på hasselnøddejagt i vores gode vens have, så vi at han også have modne brombær. Og når ejermanden ikke har interesse i dem, så kunne vi lige så godt plukke dem.

De smagte så dejligt, og der blev spist lidt smagsprøver på stedet. Men resten kom med hjem, og blev en del af denne dejlige roulade med chokolademousse og brombær.

søndag den 22. september 2013

Honningbrød med valnødder

Et fyldigt sødt brød med valnødder.

Honningbrødet smager sødt og egner sig perfekt til oste og sødt tilbehør f.eks. marmelade. Brødet er bagt på bagepulver, så det skal ikke hæve. Det er let at tilberede, og det tager kun omkring en halv time.

Brødet skal dog spises samme dag, som det er bagt. Dagen efter er det tørt.


lørdag den 21. september 2013

En let opskrift på kanelsnegle

I stedet for et kanelbrød, så prøv disse små kanelsnegle bagt i muffinsforme.

Tidligere på måneden opfandt jeg en let opskrift på kanelbrød. Og da jeg er et uhjælpeligt A-menneske og vågner før alle andre i huset, fandt jeg på at "mulleficere" denne opskrift, så jeg fik en let opskrift på kanelsnegle.

Kanelsneglene blev forresten modtaget med glæde, da familien slog øjene op.

fredag den 20. september 2013

Rugbrød med Tørsleffs tørret surdej

Et rugbrød med smag af surdej - selv om det er "snyd".

Det er sørme svært for mig, at komme i gang med at lave en surdej. Efter ét mislykket forsøg, har jeg ikke den store tillid til endnu et. Hele situationen fik mig ud i, at prøve Tørsleffs tørret surdej. Resultatet blev som pakken lovede (og nej, jeg får ikke reklame penge fra firmaet); Et rugbrød  med en god smag af surdej.

Rugbrødet bagte jeg efter pakkens opskrift, og det kunne have været bedre. Der var ikke angivet en størrelse på formen, og da min form viste sig at være for lille, måtte jeg midt i hævetiden dele dejen i 2. Dejen var desuden alt for lind, og brødet faldt sammen og var alt for porøst. Næste gang jeg bager med tørret surdej, så bliver det efter en anden opskrift. Hvis jeg altså ikke inden det, får taget mig sammen til at røre en klassisk hjemmelavet surdej sammen.

tirsdag den 17. september 2013

Æblekage med mandler

En høj æblekage med mandler - og hvis du vil, med rosiner.


Efter min mening så skal der rosiner i denne kage, men jeg blev nedstemt af stort set alle mine kollegaer, som jeg næsten vil vove den påstand er rosin-hadere (ha ha). Da jeg bagte kagen valgte jeg derfor, alene at give den ene halvdel rosiner. Du kan altså - hvis du også hører til kategorien af rosin-hadere - sagens undlade rosinerne. Kagen var ellers en succes, og mandlerne giver den et godt bid.

søndag den 15. september 2013

Små bagte cheesecakes med æbletopping

En lille cheesecake bagt i en muffinform med sød æbletopping.

Da min søn og jeg skulle i Legejunglen med nogle legekammerater, så bagte jeg nogle små cheesecakes og tog med. Børnene så kritisk på dem, og de ville hellere have en is, men vi voksne var glade for kagerne.

Bunden er en traditionel cheesecakebund på digestivekiks, og fyldet er bagt. Toppen er en slags sød karamel med æblestykker.

A coconut dream / En kokos drøm



En kokoskage som får dig til at dagdrømme om fyldet i en Bounty chokoladebar og flødeboller.

Denne kage har jeg valgt skal hedde A Coconut Dream / En kokos drøm, for når den spises, kan man ikke undlade at tænke på fyldet i en Bounty chokoladebar eller en flødebolle.

Kagebundene er en svampede/spongy bund, som den der bruges i Australske Lamingtons. Moussen indeholder æggehvider, og smager derfor af flødebolle. Kagen er smurt med creame cheese frosting, og endeligt er der kokos i både moussen og på toppen. Smagen er fin og virkelig lækker.

lørdag den 14. september 2013

Æblechips

Æblechips er en sjov efterårssnack.

Tjek! Så fik jeg også prøvet, at bage æblechips. Det har jeg længe gerne ville prøve.

Det er et værre arbejde, at skære æblerne i tynde skiver, men når chipsene er nybagte, er de dejlige sprøde og en sjov snack.

Desværre bliver æblechipsene bløde, hvis de ikke spises kort tid efter de er nybagte, og det skal man huske på, for der er de allerbedst.

fredag den 13. september 2013

Sørøverkage

Skal du bage en sørøverkage, så er der lidt inspiration her.

Da min kollega skulle holde en familiefest med sørøvertema, spurgte han, om jeg ville bage en kage til festen. Det ville jeg naturligvis gerne, og tænkte længe over, hvordan kagen skulle være. Der skulle allerhelst ikke for meget fondant på.

Jeg lånte en kranium-bageform af min niece, så kagen fik lidt tredimensionelt look. Kraniets kage var en chokoladekage, som jeg gav chokoladeglasur.

søndag den 8. september 2013

Blommemarmelade

Blommemarmelade med kanel

Nogle af blommerne som jeg fik fra min storebrors have, kogte jeg til blommemarmelade med kanel. Jeg er nemlig meget glad for blommemarmelade. Det smager simpelthen fantastisk.

Hvis du vurderer, at din familie ikke kan spise al marmeladen, så kan du forære et glas til en god  værtinde eller give dine søde veninder et glas.

Karamelsnitter på kokosbund

Snitter på kokosbund med karamelfyld og mælkechokolade på toppen.

Da jeg skulle mødes med bogklubben, havde jeg disse karamelsnitter med til kaffen. De smagte skønt, og er alt alt for vanedannende. De er dog tunge og søde, så de skal ikke serveres i alt for store stykker. Allerhelst skal de nydes som var de konfekt.

Snitterne holder sig fint i op til en uges tid i køleskabet, så de kan hurtigt blive til lidt mundgodt til uventede gæster.  

lørdag den 7. september 2013

En let opskrift på kanelbrød

Et klassisk hvedebrød med kanelremonce - en let opskrift, som kan bages med børn.


Min søn har fået en lille kagerulle, og han ville så gerne bruge den. "Moar, skal vi bage noget"? Selvfølgelig skal vi det. Og det blev til dette kanelbrød, som han selv var med til at bage fra start til slut.

Det er en meget simpel opskrift, men resultatet fejler ikke noget. Brødet er luftigt, har tilpas med remonce og ser også flot ud.

fredag den 6. september 2013

Karamel af kondenseret mælk


Kog en syndig lækker tyk karamel af kondenseret mælk.

Jeg har hørt og læst om det så mange gange, men har først for nylig prøvet at koge karamel af kondenseret mælk. Det kan anbefales - sikke en lækker tyktflydende karamel, yum yum... Desuden er det super let, for selv om det tager lang tid, kræver det minimum opmærksomhed.

Kog eventuelt flere dåser ad gangen. Jeg garanterer dig for, at karamellen vil blive spist. Desuden holder den sig fint i lang tid i køleskabet.

torsdag den 5. september 2013

Omvendt blommekage

En dejlig saftig kage med blommer - en rigtig mormor-kage.

Da jeg har fået mange blommer fra min storebrors have, fik jeg den ide, at bage denne omvendte blommekage. Efter lidt research ser det ud til, at blommesorten er en Bruuns Reiner Claude - men jeg er ikke helt sikker. Du kan helt sikkert bruge andre sorter, bare du er opmærksom på, at de kan være forskellige i sødmen.

Uanset hvad blommerne så ellers hedder, så smagte de helt fantastisk i denne omvendte blommekage, som blev spist med creme fraise til. Mine kollegaer var glade for den, og vi var enige om, at den ville være et hit, når bedsteforældre kom på besøg; en rigtig mormor kage.

søndag den 1. september 2013

Lagkage med karamelmidte, mild citronmousse-creme og nødder

Lagkage med vaniljebunde og karamelnøddebund fyldt med en karamelmidte og mild citronmousse-creme drysset med macadamianødder.

Til min svigerindes fødselsdag var jeg så heldig, at få lov til at bage lagkagen til fødselsdagsfesten. Hun sagde, at hun kunne lide karamel, men at jeg ellers havde frie hænder til at bage kagen, som jeg ville. Sikke jeg hyggede mig.

Lagkagen var en dejlig smagsoplevelse, og alt efter om du spiste en bid af midten eller et yderligt stykke af lagkagen, så fik du en forskelig smagsoplevelse. For at give al karamelsødmen lidt modspil valgte jeg at give kagen citronmousse og -creme, og det valg fik roser med på vejen. Kagen var sådan et hit, at der blev trukket lod om de sidste 2 stykker.

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage