søndag den 7. september 2014

Galette med pære

Fransk tærte med pærer og bagt uden tærteform

Det er let at tilberede en galette, for der er ikke så meget fokus på flotte detaljer i den rustikke tærte. Tærten smager skønt både lun og kold, og kan piftes op med creme fraise eller flødeskum.

Da jeg fik en masse pære fra min storebrors pæretræ, så det var oplagt, at bruge dem i en galette. Du kan også bruge æbler, blommer osv. Og tilføj gerne nogle krydderier som f.eks. kanel, kardemomme og ingefær, eller nødder, rosiner opblødt i f.eks. rom osv. osv.



Sværhedsgrad: 
Middel (Let, hvis du er fortrolig med at rulle mørdej)

Tidsforbrug: 
I alt omkring 1 time og 20 minutter.
20 minutter på dejen og fyld, dejen skal stå på køl i 20 minutters tid. Kagen skal bages i 40 minutter.

Det skal du bruge til en kage med 6 almindelig stykker eller 4 luksus store stykker: 

Dejen:
200 g hvedemel
25 g sukker
1 knsp fint salt
75 g smør
Ca. ½ dl koldt vand

Fyld: 
1 spsk brun farin
1 tsk vaniljesukker
1 spsk kanel, stødt
1 spsk hvedemel
300 g pærer (uden skræl og skåret i tynde både)

Desuden:
Lidt mælk til at pensle dejkanten med.
1 bageplade og bagepapir.

Sådan gør du med dejen: 
Hæld hvedemel, sukker og salt i en skål.
Skær det kolde smør i mindre stykker og hæld det i.
Med fingrespidserne finddeler du smøret i melblandingen til det ligner rasp.
Hæld lidt koldt vand i ad gangen indtil dejen kan samles til en fin rund kugle.
Stil dejen på køl i 20 minutters tid.

Sådan gør du med fyldet. 
Skræl og skær pærerne i tynde både.
(Tænd ovnen nu - på 180 grader).
Rul dejen ud til en cirkel, dejen skal være ca. 3 mm tyk. Dejen kan rulles ud direkte på bagepapiret.
Bland brun farin, vaniljesukker, kanel  og hvedemelet, og vend pærebådene i det.
Læg fyldet på midten af dejen ca. 5 cm. fra kanten.
Fold kanterne over fyldet og pensel kanten med mælk.
Bag kagen i midten af ovnen i 35-40 minutters tid til kanterne er let lysebrune.

Servering: 
Kagen skal helst spises når den er lun, og du kan servere den med f.eks. flødeskum eventult rørt med lidt kanel eller vaniljesukker eller creme fraise.

Holdbarhed og opbevaring: 
Kagen smager bedst, når den er nybagt, men du kan også bage den eller gemme rester i køleskabet til dagen efter, og lun kagen igen i ovnen/mikroovnen.

Inspiration: 
Denne kage er inspireret i en opskrift, som jeg så i madmagasinet Mad! på Gallette med blommer. Du kan sagens bage kagen med andre sæsonfrugter f.eks. æbler eller blommer skåret i tynde skiver. Og du kan f.eks. også tilføje finthakkede mandler - det anbefaler de i Mad!



2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Uh, jeg elsker pære i tærte! Min favorit er den fra Karolines Køkken, men tror da at jeg skal prøve din engang :o)
/Lene

Mulle sagde ...

Hej Lene, jeg må da lige kigge på den opskrift fra Karolines Køkken - pære er nemlig også lige mig.
Bagehilsner fra Mulle

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage