tirsdag den 11. september 2012

Grunddej til pizza (stenovn)

Jeg er netop hjemvendt fra 2 ugers sommerferie i Spanien, og derfor har der også været stille på bloggen. Selv om jeg var på sommerferie, så kunne jeg ikke lade være med at bage lidt, og det blev da også til pizzabunde, koldhævet morgenboller med rosiner, småkager og en fantastisk banankage.

Desværre fik jeg udelukkende taget et billede af stenovnspizzaerne (i ovnen), så det er den eneste bagning (er det et ord? :-)), som jeg vil skrive om, for jeg synes billeder af det endelige resultat er et must. Banankagen får jeg et billede af en anden gang, for den bager jeg 100 % sikkert igen, for det er den bedste banankage, jeg har bagt til dato.

I det helt fantastiske sommerhus vi boede i, var der udendørskøkken med blandt andet stenovn, så jeg blev opfordret til at forberede pizzabunde til stenovnen. Og så startede et projekt på flere timer - hvem havde troet det. Allerførst skulle vi købe ingredienserne til dejen, og finde det i supermarkedet - ingen vidste f.eks. hvad gær hed på spansk. Vores veninde Bolette fandt dog frem til de rigtige gloser gennem hendes dansk/spansk ordbog, og hun brugte sit store shoppegen til at finde alle de rigtige ingredienser i den lokale brugs Masymas. (Gær hedder Levadura på spansk, så ved du også det). Den næste udfordring var sommerhusets sparsomme udstyr i køkkenet, f.eks. var der hverken vægt, et ordentligt dl-mål eller kagerulle. Jeg fandt en kop, som jeg mente var på størrelse med 1 dl. og en fyldt drikkedunk kan delvist bruges som kagerulle. Det største problem skulle dog vise sig, at være ovnen. Hvis du nogensinde får muligheden for, at bage i en stenovn, så skriv dig bag øret, at det tager laaaaang tid at varme den op. Desuden manglede vi brænde, så diverse ledige sommerhusgrunde blev kæmmet for brugbart brændsel, og med en god potion tålmodighed og humor fik vi 5 timer efter projektets start stenovnspizza.

Pizzabundene blev gode, luftige og smagsfulde. Nogle af dem havde dog en del mel i bunden for ikke at hænge fast i folien, for vi havde ikke andet at bage dem på, men den pizza jeg selv satte tænderne i, havde lige præcis den bund, som jeg kan lide.

Jeg vil en dag også forsøge mig med bundene i en almindelig ovn, for at se resultatet der - de var virkelig gode. Jeg formoder også, at en almindelig ovn vil være mindre tidskrævende, hø hø.

Det tager ca. 10 minutter at tilberede dejen, som skal hæve i minimum 1 time (gerne mere). Vi gav pizzaerne ca. 10 minutter i ovnen, men det afhænger af ovnens varme, så du må mærke efter på brødet, hvis du er usikker. Pas på for varmen kommer udelukkende nedefra, så du kan risikerer at give pizzaen for meget, hvis du udelukkende ser på overfladen (f.eks. om osten er blevet gylden).

Det skal du bruge til 2 pizzaer eller 8 madbrød:

25 g gær
3½ dl lunkent vand
½ tsk salt
½ tsk sukker (jeg brugte brun farin i mangel på sukker, og det virker også)
Ca. 500 g pizzamel

Sådan gør du:

Smuldre gæren i en skål.
Hæld vandet i og rør til gæren er opløst.
Tilsæt salt og sukker.
Tilsæt melet lidt ad gangen og rør til den skal æltes på bordet.
Ælt, ælt og ælt i mange minutter (mere end 5 minutter) og har du en røremaskine, så vil det klart være en fordel, at ælte dejen her. Den skal være sej/smidig og fast.
Sæt dejen til at hæve en lunt sted i minimum 1 times tid.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og form den til enten 2 pizzaer eller nogle madbrød. Husk dejen er sej, så der skal sættes tid af til, at rulle den ud, for den trækker sig ligesom lidt sammen efter hver rul.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage