torsdag den 29. januar 2015

Grøn mazarinkage

Dejlig svampet mazarinkage med mørk chokolade

En dag snakkede de om kage i min søns børnehave, og straks meldte Philip ud, at hans mor sagens kunne bage en kage til fredagshygge dagen efter. Sikke en tillid til mig - og hvor dejligt.

Jeg havde ikke meget tid til kagen torsdag aften, men så kom jeg i tanke om denne. Et klassisk børnehit på grund af den grønne farve, og kagen er utrolig nem at tilberede, og tager kort tid - du kan sagens have børn med i køkkenet. En god klassens-time-kage. Hvis det er til en pige-fest, kan du bruge rød konditorfarve, og er det til voksne så kan farven selvfølgelig helt undlades.



Sværhedsgrad
Meget let

Tidsforbrug
20-25 min. tilberedning og 25-30 min. i ovnen, og lægge chokoladen på tager under 5 min. - i alt ca 1 times tid.

Det skal du bruge til 1 kage (½ bradepande)
300 g sukker
300 g smør, blødt
3 æg
300 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 dl mælk
1 spsk mandelessens 
3 spsk grøn konditorfarve 

Mørk eller lys pålægschokolade, når kagen lige er taget ud af ovnen. Jeg brugte ca. 42 stk. 

Bages i
1/2 bradepande-størrelse med bagepapir 

Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader almindelig under-over-varme 
Pisk sukker og smør lyst og luftigt (hvis smørret er meget koldt og direkte fra køleskabet, så lun det over et kogende vandbad eller i mikroovnen). 
Pisk 1 æg i ad gangen.
Hvedemel og bagepulver blandes i en anden skål. 
Rør med grydeske mel (med bagepulveret) og mælken i skiftevis.
Rør mandelessens og grøn konditorfarve i.
Læg bagepapir i bradepanden.
Hæld dejen i bradepanden og glat den jævnt ud.
Bage kagen i 25-30 minutter til den er fjedrende og der ikke hænger dej i, når du stikker i den. 
Lige når kagen er taget ud af ovnen, lægger du pålægschokolade over kagen. Hvis stykkerne ikke kan lægges helt tæt, så kan du med en pensel, pensle chokoladen sammen.
Lad kagen køle af i bradepanden. 

Holdbarhed og opbevaring 
Når kagen er kølet helt af, skal den opbevares ved stuetemperatur i en lukket beholder. Du kan også opbevare den i køleskabet, men så bliver den mere fast og ikke så saftig. Kagen holder sig fint i 1-2 dage - måske flere hvis du har den i køleskabet.

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Denne opskrift er inspireret af flere varianter af grøn mazarinkage på nettet og så min egen opskrift på mazarinkage med mandelessens.




Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage