lørdag den 18. april 2015

Farmor sandkage med æblestykker og cocktailbær

En vaniljesandkage med æblestykker og cocktailbær

Min mor bagte tit, det hun kalder en et-ægskage, da jeg var barn. Det mindede meget om en sandkage.

Nogen gange kom hun æble eller pærestykker i dejen, og det var jeg meget glad for - og det var min far også. Han kan godt lide, når kagen er lidt klæg. Derfor gjorde han tit det, når kagen var i ovnen, at han lige gav komfuret et skub, når han gik forbi. Nogen gange lykkedes det ham, at få kagen til at falde sammen - men ikke altid. Denne kage er bagt med tanke om dette barndomsminde.



Tidsforbrug: 
30 minutters tilberedningstid, og kagen skal bages i 50-60 minutter.

Sværhedsgrad:
Let.

Det skal du bruge til 1 kage:
125 g smør
1 1/4 dl / 125 g sukker
1 tsk vaniljeessens eller 1 tsk vaniljesukker
2 æg
5 dl / 300 g hvedemel
2½ tsk bagepulver
1 1/4 dl mælk

Fyld: 
1 æble
100 g Cocktailbær

Bages i: 
En smurt og meldrysset franskbrødsform på 2 liter.

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 180 grader (alm. under/over varme).
Pisk smør og sukker let og cremet (hvis smørret er meget koldt og hårdt, så giv det eventuelt en lille luner i mikroovnen eller over et vandbad).
Pisk vaniljeessensen i.
Pisk grundigt ét æg i ad gangen.
Rør hvedemel og bagepulveret godt sammen i en anden skål, og sigt det i dejen skiftevis med mælken. Start og slut med melet.
Smør din bageform, drys den med mel.
Hæld halvdelen af dejen i.
Skræl æblet og skær det i tern.
Bred æblestykkerne og cocktailbærene over dejen.
Hæld den anden dejhalvdel over, og glat den jævnt ud.
Bag kagen i 50-60 minutter. Efter 50 minutter stikker du i kagen, og hænger der dej ved, så skal den have 5-10 minutter mere.
Lad kagen køle lidtd af, før du vender den ud på en rist for at køle helt af.

Holdbarhed og opbevaring:
Kagen smager bedst, samme dag som den er bagt, men kan også sagens gå på 2. dagen. Hvis der er mere kage tilbage på 3. dagen, så kan den spises med smør på (det gjorde vi, da jeg var barn - især min far).
Når kagen er afkølet, skal den opbevares ved stuetemperatur i en lukket beholder/pose.

Inspiration:
Opskrift på sandkagen er fra en lille folder om "Muffins, Scones og Tekager, som jeg har købt for få kroner i en boghandel. Folderen er forfattet af Anne Wilson, og udgivet af Murdoch Books, 1991.


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage