Opskriften er noget misvisende i forhold til mandlerne og hvorvidt de skal males til mandelmel eller ej. Opskriften gav mig i hvert fald en vigtig erfaring, som jeg her vil give videre: Med mindre du virkelig pulverisere mandlerne, så der er ingen, absolut ingen, mindre stykker er i melet, så kan du ikke hælde dejen på en tylle og sprøjte den ud. Selv de mindste små stykker kan skabe ballade i en tylle. Næste gang jeg bager mandelkranse, så bliver det til mandelpuder, for næste gang vil jeg sætte dejen med teskeer i små toppe på bagepapiret og bage dem sådan. Basta!
Sværhedsgrad:
Let - kan laves med børn.
Tidsforbrug:
1 time. Ca. 50 minutter på at samle dejen og forme kagerne, og 10-12 minutter i ovnen.
Det skal du bruge til 50-60 stk.
125 g mandler
200 g smør
125 g flormelis
1 tsk vaniliesukker
1 knivspids salt
1 æg
200 g mel (+ lidt til bordet)
Denne opskriftsvariant er min Mandelpude-variation. Hvis du vil lave kranse, så skal du male mandlerne meget fint, og hælde dejen i en sprøjte med flødeskumstylle og lave kranse i stedet for små dejtoppe.
Sådan gør du:
Kog mandlerne, smut dem og hak dem meget meget fint. Hvis du har en stavblender, så giv dem en omgang, så bliver det fint.
Skær smørret i mindre stykker og kom det i en skål.
Hæld flormelis, vaniliesukker og salt ned til smørret, og pisk det til en cremet masse.
Pisk ægget i.
Bland mel og de fint hakkede mandler og pisk det i dejen.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Tag 3 bradeplader frem og læg bagepapir på.
Med to teskeer sættes små toppe af dejen på bagepapiret.
Der skal være 2 cm. afstand mellem hver dejklat.
Bag kagerne 10-12 minutter i ovnen til de er meget let gyldne.
Opbevaring:
Kagerne skal opbevares i en kagedåse, og kan holde sig op til 5-7 dage.
Tips!
Det er vigtigt, at du giver dejklatterne plads på bagepladen, for selv om der ikke er bagepulver i opskriften, så hæver dejen.
Smelt eventuelt 100 gram lys mælkechokolade og dyp halvdelen af kagerne i chokolade.
Inspirationskilde:
"Småkager - kræs for slikmunde" udgivet af forlaget Naumann & Göbel Verlagsgesellschaft mbH.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar