søndag den 3. februar 2013

Klassisk gammeldags fastelavnsboller

En klassisk gammeldags fastelavnsbolle er for mig en dejlig blød bolle med vaniliecreme og glasur på toppen.

Nu er det jo snart fastelavn, og jeg har aldrig prøvet at bage fastelavnsboller før, så det skal naturligvis prøves. Der er så  mange varianter, men jeg besluttede, at forsøge mig med den gammeldags klassiske fastelavnsbolle.

Jeg blev så glædeligt positivt overrasket, da jeg tog den første bid. Bollen ser meget indbydende ud med den flotte glasur på toppen, og indeni er det også flot med cremes hemmelige hule. Bollen smager bare så skønt, og så er den super blød. Der er helt sikkert en god grund til, at dette er en klassiker.

Sværhedsgrad:
Middel - det kan drille, at samle bollerne omkring cremen, så det ikke flyder ud.

Tidsforbrug:
I alt omkring 2 timers tid.
Omkring 30 minutter på at tilberede og forme dejen, og 2 x 30 minutters hævning, plus 15 minutters bagning. 15 minutters tid på cremen og glasuren.

Det skal du bruge til 15 boller:
100 g smør
2 dl mælk
1 pk gær (50 g)
1 tsk salt
2 tsk vaniliesukker
2 æg (1 til dejen og 1 til pensling)
500 g hvedemel

Det skal du bruge til cremen - jeg må indrømme, at jeg valgte den super lette løsning:
½ pose Dr. Oetker kagecreme med vaniliesmag
2½ dl mælk.

Du kan også finde en let opskrift på hjemmelavet kagecreme her: http://mullehuset.blogspot.dk/2014/03/en-let-opskrift-pa-kagecreme.html

Det skal du bruge til glasuren:
150 g flormelis
1 spsk smør
Nogle spsk kogende vand
Krymmel

Sådan gør du:
Smelt smørret i en gryde.
Hæld mælken i og rør rundt. Blandingen skal have kropstemperatur, så er den for varm, så lad den stå og køle lidt.
Smuldre gæren i en skål og hæld smør-mælkeblandingen i.
Rør gæren ud og tilføj salt, vaniliesukker, 1 pisket æg og hvedemelet lidt ad gangen.
Dejen skal være fast (ikke klisteret) og blød.
Stil dejen til 1. hævning i skålen ved stuetemperatur med et viskestykke over i 30 minutter.

Bland Dr. Oetker kagecreme pulveret (½ pose vejer 50 gram) og hæld mælken over. Pisk i 2 minutter til cremen er fast, og stil kagen på køl til den skal bruges.

Når dejen har hævet færdigt første gang, stiller du 2 bageplader klar med bagepapir.
Læg dejen på et meget lidt meldrysset bord, og rul den ud til 50 x 30 cm.
Skær dejen ud i firkanter af 10 x 10 cm.
Læg 1-2 tsk kagecreme på hver firkant, og fold dejen sammen om kagecremen. Pas på, at du ikke giver dem for meget creme, for så flyder det ud, når de bages.
Tryk dejen godt sammen, så den ikke går fra hinanden, og læg bollen med den samlet side nedad på bagepapiret.
Læg et viskestykke over bollerne og lad dem hæve 2. gang i 30 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Pensel bollerne med pisket æg, og bag dem i 15 minutter.
Når bollerne har stået 5-10 minutter, blander du ingredienserne til glasuren, til den har rette konsistens.
Giv hver bolle en tsk glasur på toppen og drys eventuelt krymmel på.

Holdbarhed og opbevaring:
Fastelavnsbollerne smager absolut bedst nybagte, og skal helst spises samme dag som de er bagt. De smager nogenlunde dagen efter, men der er bollen lidt mere tung og tæt, så blødheden og luften er forsvundet.
Når bollerne er afkølet, skal de opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.

Tips!
Husk at drysse krymmel på imens glasuren er våd.

Hvis du vil lave lidt mere sjov med pynten, så kan du f.eks. give glasuren en farve, lægge M&M's på eller drysse med kokos. Du kan også lægge glasuren på i spiral eller streget mønster. Kun fantasien sætter grænser, se f.eks. nogle billeder på Google billeder af fastelavnsboller - her er masse af inspiration.

Inspiration:
Denne opskrift er en "mullefikation" af Amo's fra "Den Store Bagebog 3, Året rundt".










Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage