tirsdag den 31. december 2013

Red Velvet kage

En flot rød og kridhvid kage med cream cheese frosting. 

Jeg bagte denne kage til Nytårs aften, og derfor synes jeg, at den skulle have noget sølvglitter på toppen.

Kagen er flot høj på grund af de 4 lag, og så ser det super flot ud med den røde og hvide farve. Kagebundene er en slags sponge cake (svampet kage) med rød farve, og kagens højdepunkt er helt klart den lækre frosting.

Du kan naturligvis undlade at give kagen fondant på, og smørre den rustikt ind i cream cheese frosting. Så skal du være meget opmærksom på, at du ikke får nogle krummer i din frosting, for så ser det ikke flot ud. Du kan også vælge, at bruge lidt af kagen, som du findeler til krummer og drysser over frostingen. Krummerne skal drysses over med det samme, for frostingen får en fin tynd sprød overflade af at stå i køleskabet.

Tidsforbrug:
35 min. tilberedningstid på kagebundene, som skal bages i 30-35 min.
30 min. tilberedningstid på cream cheese frosting og samle kagen.
1 time på glatte frosting, lægge fondant på og drysse med sølv glitter.

Forslag til tidsplan: 
1. dag bag kagebundene.
2. dag tilberede cream cheese frosting, kagen samles og frosting smørres på.
3. dag fondant lægges på og drysses med glitter og serveres.

Sværhedsgrad: 
Middel-svær (Hvis du undlader fondanten, så er den let-middel svær).

Det skal du bruge til én kage på 25 cm. i 4 lag: 
240 g smør
600 g sukker
4 æg
2 spsk kakao pulver
4 spsk rød frugtfarve
4 spsk vanilje aroma/essens
5 dl kærnemælk
600 g hvedemel
2 tsk natron
6 tsk hvidvinseddike

Smør til formene
Bages i 2 springforme på ca. 25 cm.

Frosting: 
200 g smør 
1 kg flormelis (2 pakker)
400 g flødeost 

Fondant: 
Omkring 500 g hvid fondant
Spiseligt sølv glitter
Lidt flormelis til bordet

Brug evt. en fondant form til bundkanten og en stencil til at drysse glittermønsteret efter.

Sådan gør du med kagebundene: 
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Pisk smør og sukker blødt og luftigt. Hvis smørret er meget koldt, så kan du skære det i tern og lune det lidt i mikroovnen eller over et vandbad.
Pisk et æg i ad gangen.
Pisk kakaopulver i (pas på med at hælde for meget kakaopulver i, for så bliver kagen brun og ikke rød), frugtfarve og vanilje aroma.
Rør forsigtigt og skiftevis kærnemælk og hvedemelet i lidt ad gangen.
Rør natron i hvidvinseddiken (det bruser op) og rør det i dejen.
Smør springformene grundigt og fordel dejen i de 2 forme.
Kagerne bages i 30-35 minutters tid. Se til kagerne allerede efter 25-30 minutter, om de skal have mere. Stik i dem, og hænger der dej ved, så skal de bages i længere tid.
Kagerne afkøles og sættes i køleskabet, til de skal deles og have frosting på.

Sådan gør du med frostingen: 
Smørret skal være blødt, så tag det ud i god tid, eller lun det i mikroovn eller over vandbad.
Pisk smør, flormelis og flødeost sammen i lang tid. Gerne flere minutter.
Skær de 2 kager igennem, så du har 4 bunde i alt. Måske skal toppen skæres af kagerne. Det gjorde jeg, fordi de var hævet lidt mere op i midten.
Læg en bund på dit kagefad og fordel frosting over. Gentag med alle bundene. Husk du skal have frosting til alle lag plus til rundt om kagen.

Du kan nu vælge at finddel de afskåret toppe af kagerne til små krummer og drys det på kagen, eller smørre frosting på i et ujævnt rustik lag, og undlade at give kagen fondant på.
Hvis du vil have fondant på, så smør frostinen så glat på som muligt, og stil kagen på køl til næste dag.

Sådan gør du med fondanten: 
Dyp en dejskraber i kogende vand, og glat overfladen på din frosting fint ud, så fondanten kommer til at ligge på så glat og jævn en overflade som muligt.
Ælt din fondant blød - er den meget hård, så giv den evt. 10 sekunders varme i mikroovnen. Men pas på ikke for længe i mikroovnen, for så "smelter" den.
Drys flormelis på dit bord og rul fondanten ud i rette størrelse.
Min kage var ca. 10 cm. høj, så jeg rullede fondanten ud i ca. 45 cm. i diameter. Brug et målebånd til at måle din kage, så du rulle rette størrelse ud.
Løft forsigtigt fondanten fra bordet og læg den over kagen. Hold den præcis over kagens midte, og læg den så ned over. Du har ét forsøg, for frostingen vil sætte sig fast på fondanten.
Nu skal du arbejde fondanten ind på plads. Så længe fondanten er æltet godt elastisk og varm, så kan du arbejde med den. Glat den ind til kagen, træk blidt i den og du får alle folderne rettet. Det kræver tålmodighed (og øvelse).
Skær den overskydende kant af, og udstik en fin bundkant, som du kan lægge på.
Læg din stencil over kagen og drys sølv glitter over.
Stil kagen på køl til den skal spises.

Holdbarhed og opbevaring:
Kagen skal opbevares i køleskabet, og kan holde sig i 2-3 dage.

Inspiration:
Jeg har læst flere opskrifter på Red Velvet kage på nettet, og de er alle meget ens. Denne opskrift er en sammensmeltning af alle de forskellige opskrifter, til en som jeg synes passede mig.

Tips! 
Hvis du halvere opskriftens ingredienser til kagen og frostingen, så får du enten en mindre kage i 2 lag, eller du kan vælge at lave kagen som cup cakes.
















Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage