Julens krydderkage pyntet som adventskrans.
Når det er adventssøndage, så er det oplagt, at bage denne
krydderkage. Kagens kryddersmag er fin, og den smager af "jul".
Desuden er den let at tilberede.
Jeg satte juletræslys i kagen, men du kan selvfølgelig også
bruge fødselsdagslys. Og hvis du har noget stjernekrymmel, så ville det også være flot, og passe til temaet.
Tidsforbrug:
Omkring 30 minutters tilberedningstid, og kagen skal bages i
35 minutter.
Sværhedsgrad:
Let.
Det skal du bruge til 1 kage, bagt i en randform på 22 cm.
125 g smør
100 g brun farin
2 æg
280 g hvedemel
3 tsk bagepulver
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødt nelliker
80 g flormelis
1 1/4 dl mælk
Pynt:
75 g flormelis
Nogle spsk kogende vand
4 røde julelys (eller hvide)
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader alm. under/over varme.
Skær smørret i mindre tern og pisk det godt sammen med den
brune farin.
Pisk et æg i ad gangen.
Bland hvedemel, bagepulver, krydderier og flormelis i en
anden skål.
Pisk forsigtigt melblandingen og mælken i dejen skiftevis.
Smør randformen og hæld dejen i.
Bag kagen i 35 minutter.
Når kagen har kølet i 5-10 minutters tid, så vender du den
ud af formen.
Skær 4 små huller til lysene.
Bland ingredienserne til glasuren og hæld den over kagen,
også i hullerne til lysene.
Sæt straks lysene i kagen, så glasuren bliver fast og holder
på lysene.
Holdbarhed og opbevaring:
Kagen smager bedst samme dag som den er bagt, men kan også
spises dagen efter f.eks. med smør på. Når kagen er helt afkølet, skal den
opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt beholder.
Inspiration:
Denne opskrift og ide med lysene er fra Den Blaa Bagebog
udgivet af Tørsleffs Husmoder Service.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar