Når julen er overstået, så sætter de fleste dagligvarebutikker marcipan og andre julegoder på tilbud. Sidste jul var ingen undtagelse, og jeg købte flere stænger marcipan på super-tilbud. Al den lækre marcipan er tiltænkt diverse bagværk, blandt andet denne marcipankage med citron.
Kagen er sådan lidt mazarinkage relateret, og den friske smag fra citronen er super lækker. Jeg havde egentlig planlagt, at kagen skulle have mørk chokolade på toppen, men jeg er glad for, at jeg var løbet tør for mørk chokolade, for det ville helt sikkert have overskygget den fine marcipan og citronsmag. Jeg valgte i stedet for, at pynte kagen med appelsinfilet.
Sværhedsgrad:
Let.
Tidsforbrug:
25 minutters tilberedningstid og 30 minutters bagetid.
Det skal du bruge til 1 kage på 25 cm.
225 g marcipan
150 g rørsukker
125 g smør
3 æg
3/4 dl citronsaft
2 tsk fint revet citronskal
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
Smør til formen
Ca. 2 appelsiner til pynt
Bages i en springform:
En smurt springform på 25 cm.
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 185 grader almindelig under-over-varme.
Riv marcipanen groft, og hæld den i en skål med rørsukker og smør.
Smørret skal være blødt, så giv det lidt varme over et vandbad eller i mikroovnen. Det skal ikke være helt smeltet men blødt.
Med din elpisker pisker du massen ensartet.
Pisk 1 æg i ad gangen.
Riv citronen fint og pres saften fra. Du skal sandsynligvis bruge lidt ekstra citronsaft, for der er ca. ½ dl citronsaft i en citron. Riv gerne hele citronen og gem skallen i køleskabet. Den kan sagens holde sig i 2-3 dage.
I en anden skål blander du hvedemel og bagepulver.
Rør det med en grydeske i dejen.
Smør en springform og hæld dejen i og glat den jævnt.
Bag kagen midt i ovnen i 30 minutter.
Imens kagen bages skærer du appelsinfileterne til pynten. Læg appelsinfileterne på kagen, lige inden den skal serveres.
Du kan også pynte med en anden frugt f.eks. blåbær, mango og mynteblade. Kagen kan selvfølgelig også serveres helt uden pynt, og serverer du den kold, så kan du drysse den med flormelis.
Holdbarhed og opbevaring:
Kagen smager helt fantastisk når den er nybagt og lun, men den er også super dejlig dagen efter. Kagen skal opbevares ved stuetemperatur i en lukket beholder.
Inspiration:
Denne kage er inspireret af de utallige mazarinkager, som jeg har bagt, og af glæden ved at give sødt bagværk et twist syrligt med citroner.
Kagen uden pynt |
Kagen pyntet med appelsinfilet |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar