lørdag den 6. oktober 2012

Kærnemælkshorn med marcipan

Jeg vågnede meget tidligt i morges. Hele huset sov trygt og godt, så jeg besluttede mig for, at stå op og bage kærnemælkshorn. De er en lille lækker tilføjelse til et morgenbord i weekenden.


Tidsforbrug:
I alt ca. 1½ time. Det tager ca. 15 minutter at samle dejen, som skal stå på køl i 30-60 minutter. Derefter tager det ca. 20-30 minutter at forme brødene, og de skal bages 15 minutter.


Det skal du bruge til 16 stk.:
200 g smør
250 hvedemel
2 spsk kærnemælk
1 spsk citron
150 g marcipan
1 æg
2 tsk sukker

Sådan gør du:
Smørret skal være blødt, så tag det ud i god tid.
Skær det i små stykker og hæld det i en skål.
Hæld melet i skålen og bland det til det er findelt.
Lav en lille fordybning i midten af melblandingen og hæld kærnemælk og citron i.
Samle dejen hurtigt, og stil den i køleskabet.
Når tiden er gået, finder du 1 bageplade frem og 3 stk. bagepapir. Læg det ene papir på pladen.
Tænd ovnen på 225 grader.
Del dejen i 2, og stiller den ene halvdel tilbage på køl.
Rul dejen ud mellem de 2 bagepapirer til en cirkel på ca. 30 cm i diameter (svarende til en middagstallerken).
Skær (brug evt. en kagespore) 2 kryds på dejcirklen, så der kommer 8 stykker.
Læg et stykke marcipan på hvert stykke.
Rul fra den brede kant ind mod midten, og læg dejen på bagepladen.
Dejen hæver ikke, så alle 16 stk. kan sagens lægges på 1 plade.
Pensel dem med æg og drys sukker over.
Bag dem i ovnen i 15 minutter.
(Spises samme dag).

Kærnemælkshornene er lidt tørre med marcipanen i, så hvis du gerne vil have en lidt mere "våd" version, så kan du erstatte marcipanen med marmelade, eller vælge at blande marcipan med f.eks. æblegrød.

Grundopskriften er fra Gyldendals Bagebog - dog med nogle få "mullefikationer".

Sådan ser hornene ud inden de rulles.


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage