lørdag den 27. oktober 2012

Florentinere

Den sidste afstemning afgjorde, at jeg skulle bage florentinere. Og sikke en masse jeg har lært af det. Dels troede jeg, at det var smadder svært, og var meget fast i sin opskriftsoprindelse. Research på nettet har nu lært mig, at der findes uendelig mange varianter af florentinere, at deres oprindelse er ukendt, men at de især spises i Europa. Jo jo!

Jeg er nybegynder, og valgte derfor en af de lette opskrifter. Det gik godt, og jeg vil helt sikkert forsøge mig lidt mere vovet en anden dag - hvor jeg selvfølgelig også skal prøve at samle dem med cremefyld.


Tidsforbrug:
I alt ca. 40 minutter, og så har jeg ikke indregnet tiden de er om at køle af.
30 minutter til dejen, bages 10 minutter og så 10 minutter til chokoladen.

Sværhedsgrad:
Let.

Det skal du bruge til 10 små stk. på ca. 5 cm. i diameter:
60 g smør
45 g brun farin
2 tsk honning
25 g mandler
2 spsk tørrede abrikoser (ca. 2 stk.)
2 spsk. cocktailkirsebær (ca. 4 stk.)
40 g hvedemel
Ca. 75 g mørk chokolade

Sådan gør du:
Kog, smut og hak mandlerne groft. Stil dem til side.
Hak abrikoserne og cocktailbærene. Stil dem til side.
Tænd ovnen på 180 grader.
Smelt smørret i en gryde sammen med den brune farin og honningen.
Tag gryden af varmen, når smørret er smeltet og ingredienserne rørt fint sammen.
Hæld mandler, abrikoser og cocktailbær ned i smørblandingen.
Slut med at hælde hvedemelet i blandingen og rør godt.
Du kan vælge, at bage florentinerne i små bagepapirsforme, direkte på bagepapir på en bageplade (her flyder de lidt ud), eller du kan vælge som jeg gjorde, at bage dem i en muffinsilikoneform.
Jeg sprayede smør i hver form, og hældte 1 spsk. i hver.
Bag florentinerne i 10 minutter på næstøverste rille i ovnen.
Når florentinerne er kølet lidt af, så vender du dem forsigtigt over på en bagerist og køle helt af.
Når florentinerne er helt afkølet, smelter du chokoladen over et vandbad, og smører bunden med en pensel. Du kan f.eks. tage en gaffel og lav riller i chokoladen, det ser flot ud.

Opbevaring:
Florentiner skal helst spises samme dag, som de bages, for ellers kan de meget let blive bløde. Hvis du skal opbevare dem, så vil jeg anbefale dig, at gøre det i køleskabet i en luftæt beholder - men jeg har ingen erfaring med det pt.


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage