lørdag den 27. oktober 2012

Kernefyldt knækbrød


Lørdag morgen bagte jeg knækbrød ud fra en opskrift, som jeg vender tilbage til igen og igen, for den er utrolig let, og disse knækbrød smager simpelthen fantastisk. Min familie er vilde med dem, og på mit arbejde er de også et hit.


Tidsforbrug:
10 minutter og 30 minutters bagetid.

Sværhedsgrad:
Meget let.

Det skal du bruge til en bradpande, ca. 20 stk.:
1 dl havregryn
1 dl hørfrø
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
3 dl hvedemel
1½ tsk bagepulver
1 tsk salt
1 dl smagsneutral olie
2½ dl vand
Birkes og/eller sesamfrø til drys

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Tag en bradepande frem og beklæd den med bagepapir.
I en stor skål rører du alle ingredienserne sammen med en grydeske. Det er ikke en fast dej, men nærmere en grødlignende dej.
Hæld dejen ud på bagepapiret, og glat den jævnt ud, så den fylder hele bagepladen.
Drys birkes og/eller sesamfrø over.
Med en dejskraber eller en kniv deler du dejen i firkanter. Det gør ikke noget, hvis du ikke kan se bagepapiret, der hvor du deler dejen, bare den er delt, for så kan den let knækkes, når den er bagt.
Bag knækbrødene på næstøverste rille i ovnen i 30 minutter.

Tips:
Hvis du synes knækbrødene er for bløde f.eks. dagen efter, så kan du give dem en tur på brødristeren.

Opbevaring:
I kagedåse i op til 3 dages tid - ellers i køleskabet i op til 5 dage.

Kilde:
Opskriften er fra Gyldendals Bagebog med en lille "mullefikation", i Gyldendals Bagebogs opskrift bruges der 1½ dl. olie, hvor jeg udelukkende bruger 1 dl.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage