Har du også altid drømt om, at sætte tænderne i den æbletærte, som står i vindueskarmen i amerikanske tegnefilm? Det har jeg - og jeg har også altid haft lyst til at bage en.
Efteråret byder på masser af æbler, så i dag besluttede jeg, at tiden var inde til at bage en Amerikansk æbletærte. Jeg skimmede mine bagebøger igennem, snusede lidt rundt på nettet og det hele resulterede i denne opskrift. Desværre glemte jeg at tilføje kanel (ja, jeg fatter det heller ik'), men det skal naturligvis ikke afholde dig fra at gøre det. Kagen smager meget dejlig af æbler og er ikke for sød.
Tidsforbrug:
I alt ca. 1 time og 10 minutter plus 35 minutters bagetid. Jeg brugte 10 minutter på mørdejen, 30 minutter på at skælle og skære æblerne ud, 15 minutter på tilberedning af fyldet og endeligt 15 minutter på at rulle dejen ud og samle kagen.
Sværhedsgrad:
Jeg vil vurderer opskriften som middelsvær, for der er nogle faldgruber undervejs, plus mørdejen kan være en udfordring at rulle ud (hvis man ikke er øvet bager af mørdejstærter).
Denne opskrift passer til en tærteform på 25-30 cm, og giver 8 store stykker.
Det skal du bruge til mørdejen:
150 g smør
250 g hvedemel
40 g flormelis
1 æg
Det skal du bruge til fyldet:
50 g smør
12 små/6 store æbler (700-750 g udskåret og skrællet æbler)
1 spsk citron
100 g brun farin
½ tsk stødt muskatnød
1 spsk stødt kanel
½ tsk stødt ingefær
2 spsk hvedemel udrørt i ½ dl vand (jævning)
25 g mandelmel
Mælk til pensling og sukker til drys
Sådan gør du:
Skær smørret i små tern og hæld det i en skål.
Hæld mel og flormelis ned til smørret og med fingrespidserne gnider du det sammen til små krummer.
Lav en lille hulning i krummerne og hæld ægget ned i. Nu samler du dejen, og hvis den er lidt for tør, kan du tilsætte ½-1 spsk koldt vand.
Stil mørdejen i køleskabet imens du tilbereder fyldet.
Skræl og skær æblerne i både (jeg delte en kvart båd i 2-3 dele).
Tag en dyb stegepande frem og smelt 50 g margarine for middelvarme.
Hæld æblebådene på panden sammen med citron, farin, muskatnød, kanel og ingefær og steg i 8-10 minutter til de er bløde. Rør forsigtigt og jævnligt.
Bland hvedemel og vand (ingen klumper) og hæld det ned til æblerne. Dette jævner væden og gør fyldet mere fast. Hæld også mandelmelet i.
Rør forsigtigt i 1-2 minutter til fyldet er fast.
Tag panden af varmen, og stil den til side.
Tag mørdejen ud af køleskabet og del den i 2/3-del og 1/3-del. (Brug eventuelt din vægt, hvis du vil være sikker på målene).
Stil 1/3-del af dejen tilbage i køleskabet.
(Her omkring er det en god ide, at tænde for ovnen - 200 grader).
Rul 2/3-del af dejen ud til bunden af tærtefadet. Sørg for at rulle det tilstrækkeligt stort, så du er sikker på, at det vil gå op ad kanterne.
Pas på, at du ikke bruger for lang tid på, at rulle bunden ud, for så stivner dit fyld for meget. Hvis dejen driller, så rør i fyldet undervejs.
Hæld fyldet på bunden, og glat det jævnt ud over bunden.
Tag den sidste del dej ud af køleskabet, og rul det ud til låget.
Gem eventuelt lidt dej til at udstikke lidt pynt til låget.
Læg låget på fyldet og klem dejen sammen langs kanten. Brug eventuelt en gaffel til at knibe kanterne sammen, for det giver et pænt mønster.
Hvis der er for meget dej langs kanten, så skær det af, og brug det som pynt til låget.
Skær 8 lange snit fra midten og ud (som solstråler) i dejen, og prik også nogle lufthuller. Overvej lidt hvordan du snitter og prikker, for det vil kunne ses bagefter og kan være meget dekorativt.
Pensel tærten med mælk og drys strøsukker over.
Bag tærten i 30-35 minutter ved 200 grader til dejen er gylden.
Tærten er dejlig både når den er lun og kold. Du kan servere både creme fraise og/eller flødeskum til.
Dejen skal gå op ad tærtefadets kant - lad gerne overskydende dej hæng over kanten, så kan du skære det af senere, når låget er lagt på. |
Fyldet fordeles jævnt på bunden. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar