lørdag den 19. april 2014

Kartoffelbrød

Saftigt brød med sprød skorpe bagt med kartofler og rugmel

Hvis du har nogle kartofler i overskud fra aftensmaden, så kan du med fordel bruge dem i et brød. Kartoflerne gør brødet dejligt saftigt, og den sprøde skorpe er meget lækker. Brødet falder lidt sammen, når det bages, men det er stadig luftigt inden i.

Du kan spise brødet med kødpålæg, men det er altså også super lækkert helt nybagt og lunt med smør og marmelade.



Sværhedsgrad: 
Let.

Tidsforbrug: 
30 minutters tilberedningstid og 2 x 45 minutters hævning, bages i 40 minutter.

Det skal du bruge til 2 brød: 
5 dl mælk
400 g kartofler
1 spsk salt
200 g rugmel
1 pk / 50 g gær
450-500 g hvedemel
Smør og rasp til formen

Bages i: 
2 rugbrødsforme på 2 liter.

Sådan gør du: 
Lun mælken i mikroovnen eller i en gryde.
Mos kartoflerne i halvdelen af den lune mælk med salt og rugmel.
Smuldre gæren og rør den ud i den anden halvdel af mælken.
Rør kartoffelblandingen i.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, og rør/ælt. Dejen skal være klistret.
Læg et viskestykke over skålen, og lad dejen hæve ved stuetemperatur i 45 minutters tid.

Når dejen har hævet 1. gang, ælter du den let igennem, og deler den i 2, som formes til brød.
Pensel formene med smør, drys dem med rasp og læg brødene i.
Læg et viskestykke over brødene, og lad dem hæve anden gang ved stuetemperatur i 30-45 minutters tid til dobbelt størrelse.

Tænd ovnen på 225 grader almindelig under/over-varme.
Pensel brødene med vand og drys rasp over.
Bag brødene i 10 minutter, hvorefter du skruer ned på 200 grader og bager dem i 30 minutter.
Vend brødene ud på en rist til afkøling, så de bevare den sprøde skorpe.

Holdbarhed og opbevaring: 
Når brødene er afkølet, så skal de opbevares i en lukket beholder/pose ved stuetemperatur eller i køleskabet. Kartoffelbrødet smager allerbedst, samme dag som det er bagt, men er også helt fint på 2. og 3. dagen.

Inspiration: 
Denne opskrift er inspireret af en opskrift fra Gyldendals Bagebog. I den opskrift tilføjes der 3 spsk kommen, så det kan du f.eks. prøve, hvis det er i din smag.




Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage