søndag den 6. april 2014

Marmorkage

En sukkerbrødskage bagt som marmorkage

Nogle piger og jeg har en bogklub sammen. Og da jeg kom en halv time for tidlig til et møde, som skulle holdes hos min storesøster, så spurgte hun, om jeg var frisk på at bage en hurtig kage inden gæsterne kom. Jo da, altid. Det blev så det til en marmorkage.

Der findes sikkert mange opskrifter på marmorkage, og denne er bagt ud fra en opskrift på sukkerbrødskage. Jeg er meget glad for sukkerbrødskager, for de tilberedes let, og kan varieres uendeligt.


Sværhedsgrad: 
Let.

Tidsforbrug:
I alt ca. 1 times tid.
Det tager ca. 30 minutter at tilberede dejen, og så skal kagen bages i 35-40 minutter.

Det skal du bruge til 1 kage: 
3 æg
2½ dl sukker
1 tsk vaniliesukker
50 g smør
1 dl mælk
3½ dl hvedemel
2 tsk bagepulver
1 knsp salt

1 spsk kakaopulver
Smør og mel til bageformen

Bages i:
Denne kage er bagt i en 2 liters franskbrødsform, men du kan også bage kagen i andre forme f.eks en springform.

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 180 grader.
Smelt smørret i en gryde.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt (pisk længe).
Hæld mælken i det smeltet smør, og hæld det i sukkerblandingen.
I en anden skål blander du hvedemel, bagepulver og salt.
Sigt melblandingen i dejen, og rør meget forsigtigt dejen sammen. Rør ikke for længe eller for voldsomt.
Hæld ca 1/4 del af dejen over i en anden skål, og rør 1 spsk kakaopulver i dejen.
Nu har du en skål med lys dej og en med mørk dej.
Smør din bageform og drys den med rigeligt mel/rasp/kokosmel og hæld den lyse dej i formen.
Hæld nu zig-zag mønster af den mørke dej over den lyse. Dejen synker ligesom lidt ned i den lyse dej. (Du skal ikke rører rundt i dejen, ligesom du skal med andre marmorkage-opskrifter)
Bag kagen i ovnen i 35-40 minutter.
Stik i kagen for at se om den er bagt tilstrækkeligt. Hvis der hænger dej ved, så skal kagen bages længere tid.

Holdbarhed og opbevaring:
Når kagen er afkølet, skal den opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Kagen smager bedst samme dag eller dagen efter den er bagt, men kan også liiiige gå på 3. dagen.

Inspiration (c) Mullehuset
Grundopskriften på sukkerbrødskagen har Leila Lindholms opskrift fra "A piece of cake" inspireret mig til, og ideen med marmoren er blot en af de mange, som sådan en sukkerbrødskage kan bruges til. Du kan også give kagen smag fra krydderier eller tilføje frugt (vendt i mel, så det ikke synker til bunds) osv. osv.



2 kommentarer:

Ager Bager sagde ...

Marmorkqger er så hyggelige og mormoragtige :)
Sikke en flot form kagen er bagt i.
/Lene

Mullehuset.dk sagde ...

Tak Lene :-)

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage