Da jeg var på sommerferie i Spanien, var der et citrontræ i haven, som vi gerne måtte plukke af. Så jeg tilberedte denne friske citron cheesecake. Der var ikke nogen form, som jeg kunne tilberede kagen i, så det blev i bunden af en gryde beklædt med folie og madlavningsfilm - og den løsning virkede.
Citron cheesecake er en god sommerkage eller -dessert, for den er kold og smager ikke vammelt sødt i sommerheden. Du kan undlade at pynte med kandiseret citron, og for eksempel bruge frisk frugt i stedet for.
Sværhedsgrad:
Let-middel.
Tidsforbrug:
Ca. 20-25 minutter på de kandiseret citroner, og omkring 30 minutter på cheesecaken, som skal stå på køl i minimum 2-3 timer og gerne til næste dag.
Det skal du bruge til de kandiserede citronskiver:
1 citron
1 dl sukker
1 dl vand
Det skal du bruge til 1 kage (ca. 14-16 stykker):
Bund
250 g digestive kiks (ca. ½ pakke)
125 g smør
Fyld
200 g flødeost naturel
150 g sukker
fintrevet skal og saft fra 1 citron
½ l piskefløde (38 %)
3 blade husblas
Start med de kandiserede citronskiver:
Skær citronen i skiver.
Småkog citronskiverne, sukker og vand i en gryde under låg citronskiverne i 15 minutters tid.
Lad citronskiverne køle af på en tallerken eller bagepapir. (Du kan eventuelt drysse sukker over dem - det ser også flot ud).
Hæld eventuel citronsaften på et nyskoldet glas, og opbevar den på køl. Du kan f.eks. bruge citronsiruppen til at pensle på lagkagebunde eller hælde i en god stærk sort kop te.
Form:
Denne cheesecake kan tilberedes i en springform på 26 cm. Men du kan naturligvis også lave den i andre forme, også hvor kanten ikke kan tages af. Firkantet stykker smager jo lige så dejligt.
Sådan tilberedes cheesecaken:
Bunden
Hæld kiksene i en frysepose, luk luften ud og bind en løs knude på den.
Læg posen på et skærebræt.
Tag en kagerulle (eller en vanddunk fyldt med vand) og rul over posen, så indholdet knuses.
Bliv ved til alle kiksene er knus fint.
Smelt smørret i en gryde, og hæld de knuste kiks ned i gryden, og rør det sammen.
Hæld blandingen ned i bunden af springformen, og tryk den jævnt ud med fingerne/dejskraber.
Stil formen i køleskabet, imens du laver fyldet.
Fyldet
Riv citronen fint (kun skallen ikke den hvide hinde), og pres saften fra.
Hæld osten i en skål, og tilføj sukker, citronsaft og -skal, og pisk det godt sammen.
Pisk nu piskefløden til flødeskum, og rør det i osteblandingen.
Husblas i ostefyldet
Tag 3 blade husblas og læg dem i blød i koldt vand i 5-10 minutter.
Pres vandet fra husblassen, og læg bladene i en skål.
Smelt husblas over et vandbad med kogende vand.
Hæld nogle spiseske af ostefyldet ned til husblassen.
De første spsk fyld vil smelte og køle husblassen.
Tilføj flere spiseskefulde ad gangen og rør og rør... indtil ca. ½-delen af fyldet er udrørt i husblassen, så kan du bare hælde resten af ostefyldet i og røre det hele sammen.
Hæld ostefyldet over kiksebunden, og glat den jævnt med en dejskraber.
Glat overflade ud så meget som muligt, og tør indersiden af kanten af formen af med f.eks. et stykke køkkenrulle, så der ikke er fyld på siden.
Læg nu de kandiseret citronskiver over, og stil kagen i køleskabet.
Holdbarhed og opbevaring
Kagen skal opbevares i køleskabet. Læg film over eller andet låg på formen, så kagen ikke tager smag af køleskabets øvrige ingredienser.
Kagen smager skønt op til 3 dage efter, at den er tilberedt.
Inspiration © Mullehuset.dk
Denne opskrift er af helt egen opfindelse, jo jo :-)
En gryde kan sagens bruges til cheesecake. Når kagen skal spises løftes den op ad gryden, og madlavningsfilmen trækkes forsigtigt af hen over serveringsfadet. |
1 kommentar:
Det var min tur til at have kage med på arbejde i dag og tænkte at denne udgave af cheesecake var det mest sommerlige jeg kunne komme i tanke om. Jeg lavede dobbelt portion og brugte det meste af 2 timer i går aftes (tiden flyver når man er i godt selskab med fløde, sukker og citron... ��)Det var ikke svært, det tog bare tid fordi portionen var stor, og de kandiserede citroner skulle jo også med ��) Med tiden var SÅ godt givet ud. MEGA succes. Uha da da den var god, det var der stor enighed om. Og flot var den også - endda i firkantet udgave �� Opfordring til alle: Den SKAL prøves ��
Send en kommentar