fredag den 26. april 2013

Speltboller med anis og kerner

Nogle utrolige bløde boller med fantastisk smag og dejlige kerner.

Det bedste ved weekender og helligdage må være den ekstra tid, som der er til at bage i. I dag bagte jeg disse Speltboller med anispulver og både solsikke og græskarkerner. Kernerne er ristet på panden, så de smager ekstra meget igennem, og de dryssede saltflager på toppen giver en god kontrast til det søde hvedemel. Bollerne er gode til både morgenbordet, til frokost eller som mellemmåltid. (Du skal bruge en køkkenmaskine til disse boller).

Sværhedsgrad:
Let.
Tidsforbrug:
I alt omkring 3 timers tid.
40 minutter om at samle dejen og forme bollerne, dejen skal røres i 30 minutter og hæve 1x45 minutter plus 1 time.
Det skal du bruge til 14 boller:
1 pakke gær (50 g)
50 g kærgården
2 spsk honning
1 tsk flagesalt
1 tsk anispulver
3 dl vand
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
2 tsk flagesalt
60 g fint speltmel
60 g fuldkorns speltmel
60 g grahamsmel
300 g hvedemel
1 æg til pensling og ekstra græskar- og solskikkekerner plus salt til at drysse over.
Sådan gør du:
Gæren og det våde 
Smulder gæren i køkkenmaskinens skål.
Smelt kærgården sammen med honning, flagesalt og anispulveret.
Hæld 3 dl koldt vand i blandingen, og hæld det ned i skålen til gæren.

Rist kernerne
Risk kernerne på en tør stegepanden sammen med salten.
Lad kernerne køle lidt.

Melet i lidt ad gangen
Hæld speltmel, fuldkorns speltmel og grahamsmelet i skålen sammen med kernerne.
Rør det rundt.
Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen og ælt indtil dejen slipper skålens kanter (måske skal der lidt mindre i end de 300 g).
Ælt dejen langsomt i 30 minutter.
Læg et viskestykke over skålen, og lad den hæve ved stuetemperatur i 45 minutter.

Formes til boller
Hæld dejen ud på et meget lidt meldrysset bord.
Rul dejen let til et lang pølse, som skæres i 14 lige store stykker, og form stykkerne til boller.
Læg bollerne på en bageplade med bagepapir, læg et viskestykke over og lad dem hæve igen i 1 time.
Tænd ovnen på 200 grader.
Pensel bollerne med æg og drys kerner og salt på dem.
Bag bollerne midt i ovnen i 15 minutter.
Bollerne skal køles på en rist.
Tips!
Anispulver kan købes i f.eks. Søsterne Grene.

Bollerne har meget smag og der er en del salt på, så de er ikke just børnevenlige - så hold igen med salten, hvis du har små børn i huset.

Opbevaring og holdbarhed:
Bollerne skal opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt beholder.
Bollerne smager godt samme dag som de er bagt, men faktisk også ganske udemærket helt op til 3 dage efter.

Inspiration:
Denne opskrift er en mullefikation af Leila Lindholms opskrift på Speltboller.


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage