søndag den 3. november 2013

En let pærekage

En hurtig-bagt pærekage med et strejf af kardemomme

Der lå nogle pære i mit køleskab og så lidt kedelige ud, så jeg besluttede mig for, at bage en pærekage. Men jeg var barnepige for min lille niece, så det skulle gå hurtigt, og være imens hun sov til middag. Det resulterede i denne pærekage, som smagte smadder dejlig.

Kagen kan også bages med æbler.



Tidsforbrug:
I alt ca. 1 time. Det tager ca. 25 minutter at tilberede kagen, og så skal den bages i 35 minutter i ovnen. Hovedparten af tiden til tilberedning går med at skrælle og skære pærerne.

Sværhedsgrad:
Kagen er meget let at tilberede, og jeg kan anbefale at lade eventuelle børn eller børnebørn være med.

Det skal du bruge til 1 kage bagt i en springform:
(Læg mærke til hvordan vægten er ens på 3 af ingredienserne, det mål er let at huske i hovedet f.eks. til en feriedag i et sommerhus uden adgang til nettet):

5 pærer i almindelig størrelse (ca. 3 hvis de er store)
150 g smør
150 g sukker (ca. 1 3/4 dl)
1 æg
150 g hvedemel (3 luftige dl)
½ spsk stødt kardemomme (kan undlades) 
Smør og rasp til formen
2 spsk sukker (drysses over)
Ca. 1 spsk stødt kanel (drysses over)

Sådan gør du:
Tag smørret ud af køleskabet og mål den mængde du skal bruge i en skål, som du sætter til side (smørret skal have stuetemperatur).
Skræl pærerne, og skær dem i både, men ikke så tynde, at de vil knække, når de trykkes i dejen.
Tænd ovnen på 175 grader.
Skær smørret i mindre stykker, og pisk det med sukker til det er luftigt.
Tilsæt ægget og pisk lidt. 
Bland kardemomme med hvedemelet og pisk det i dejen til det lige præcist er blandet jævnt.
Tag en springform frem og smør bunden og siderne. Hæld bagefter lidt rasp i formen, og gå over til din køkkenvask, hvor over du vender og drejer formen til alle sider har fået rasp på.
Dejen bør virke meget fast i det, og det skal den være, for pærerne er saftige og vil tilføje den ekstra væde.
Brug 2 spisesker til at lægge dejklumper i springformen. 
Dyp en dejskraber i vand og fordel dejen jævnt i formen, pas på du ikke trækker raspen og smørret med rundt i formen.
Pres pærerne i et rundt mønster i dejen.
Drys 2 spsk sukker over pærerne, og drys derefter med stødt kanel. 
Bag kagen i ovnen i 35-40 minutter.

Opbevaring:

Når kagen er afkølet, skal den opbevares i en lufttæt beholder/pose, og smager godt op til 1-2 dage.
Du kan f.eks. serverer kagen med creme fraise eller flødeskum rørt med lidt stødt kanel. 

Tip!
Denne kage kan også bages med æbler i stedet for pære (http://mullehuset.blogspot.dk/2012/10/blekage-med-kanel.html#more)




Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage