fredag den 15. november 2013

Lynet McQueen kage

En chokoladekage med chokoladestykker og ultimate chocolate frosting beklædt med fondant.

Denne kage bagte jeg til min venindes søns fødselsdag. Han er vild med Lynet McQueen - lige som min egen søn og mange andre drenge. Jeg hyggede mig meget med både at bage kagen, og især med at pynte den med fondant.

Jeg beskriver brugen af fondant meget nøjagtig, så er du nybegynder med at pynte kager med fondant, kan du måske hente lidt inspiration.




Sværhedsgrad: 
Svær

Tidsforbrug:  
40 minutters tilberedningstid på kagen som skal bages i 25-30 minutter. Jeg brugte omkring 1½-2 timer på at smørre kagen op med frosting og pynte den med fondant.

Bageform: 
Du skal bruge en bageform formet som en bil - med mindre du er god til at skære en kage ud, så det bliver en bil.

Det skal du bruge til kagen: 
50 g smør
3 æg
250 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 dl mælk
200 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 knsp salt
4 spsk kakaopulver
100 g mørk chokolade, grofthakket
Smør og rasp til formen

Sådan gør du med kage: 
Tænd ovnen på 175 grader almindelig under og over varme.
Smelt smørret i en gryde eller mikroovnen.
Imens pisker du æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Pisk længe.
Bland mælken med det smeltede smør og rør det i sukkerblandingen.
I en anden skål blander du hvedemel, bagepulver, salt og kakaopulver.
Sigt melblandingen i dejen og vend det forsigtigt sammen.
Til sidst rører du forsigtigt chokoladestykkerne i.
Hæld dejen i en godt smurt bageform drysset med rasp.
Bag kagen i 25-30 minutter. Stik i kagen for at se om kagen er bagt tilstrækkeligt. Hvis der hænger dej ved, så skal den have længere tid.

Det skal du bruge til the ultimate chocolate frosting: 
90 g smør
1 dl kakaopulver
3/4 dl mælk
4½ dl flormelis
2 tsk vaniljeessens

Sådan gør du med frostingen: 
Når kagen er helt afkølet, sætter du kagen på det fad, som den senere skal serveres på. Vær sikker på, at fadet kan stå i køleskabet. Du kan også vælge, at vente med at sætte/flytte kagen på fadet, til du har smurt frostingen på.
Bland alle ingredienserne til frostingen, og smør det på kagen med en dejskraber. Det gør ikke noget, at det er i et ujævnt lag, for det rettes senere. (Gem omkring 1 spsk frosting til at "lime" fondanten).
Sæt kagen i køleskabet, så frostingen kan blive hård.
Når frostingen er blevet hård, så kan du glatte den ved at dyppe din dejskraber i kogende vand, og glatte kagens overflader jævn til fondanten.

Dette skal du bruge til kagens pynt: 
Følgende fondant farver - du skal bruge en del af den røde, men de øvrige farver er i begrænset omfang:
Rød = bilens grundfarve og spoiler
Hvid = øjenområdet og munden
Sort = dæk og pupillerne i øjnene
Lyseblå = øjenfarve
Gul = Lynene og tallene

Du kan købe fondanten færdiglavet og farvet, men du kan også købe hvid fondant, som du farver. Det er min erfaring, at det er billigst at købe fondanten på nettet.

Udstikkere til øjne og dæk.
Jeg brugte en salatkniv til at skære det hvide øjenomrids ud, de gule lyn og tallene.
Desuden lånte jeg en god fondant kagerulle af en veninde, for du skal være opmærksom på, at bruger du en almindelig kagerulle med håndtag, så kan kagerullens "skarpe" ender lave striber i fondanten.
Fondanten rullede jeg ud på et bageunderlag, og jeg "limede" diverse fondant påsætninger på med en lille rest af frostingen.

Start med at rulle den røde fondant ud. Mål kagen og sikre dig, at du ruller fondanten tilstrækkeligt bredt og langt ud. Vend fondaten flere gange, så du sikre dig, at den ikke klistre fast til bordet. Jo mere du arbejder med fondanten, jo mere blød bliver den. Du kan eventuelt lune fondanten i mikroovnen, så bliver den blødere - men pas meget på, at du ikke varmer den for meget, for så "smelter" den, og bliver for olieret til at arbejde med.

Fondanten må ikke ligge for lang tid på bordet, før du lægger den over kagen, for så bliver den hård og kan ikke formes. Sørg for, at du holder fondanten præcist over kagen, før du lægger fondanten på kagen, for du kan ikke rykke for meget rundt på fondanten, så rykker du frostingen med.

Form den røde fondant på kagen ved at trykke, trække og presse let med fingerne. Skær overskydende fondant af, men ikke al for tæt på kagens kant. Når du har formet fondanten helt fint ind til kagens form, så kan du skære overskydende fondant af.

Rul nu den hvide fondant ud til øjenområdet - mål hvor stort det skal være, for at passe på kagen.Læg det hvide udskåret øjenområde på det røde. Du kan vælge at skære hul i det røde fondant, og lægge det hvide ind i det røde, men du kan også sagens lægge det oven på.

Det sidste som du skærer og udstikker er lynene, dækkene, tallene og øjnene.

Jeg så en del videoklip på YouTube om, hvordan man pynter kager med fondant. Hvis du er nybegynder, så kan jeg klar anbefale dig, at du ser nogle af disse videoer.

Tips! 
Som du kan se på billedet, så lagde jeg et lille ildfastfad ned i formen, da jeg havde fyldt dejen i. Det skyldes, at jeg har bagt denne bilkage tidligere, og der er så meget dej i midten, at den blev overbagt i enderne, da hele kagen endelig var færdigbagt. Derfor satte jeg fadet i dejen, og bagte en ekstra lille kage ved siden af, som jeg kunne fylde hullet med. Den lille kageform var færdig efter 20 minutters tid.







Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage