tirsdag den 19. november 2013

Gode æbleskiver

Dejlige gode æbleskiver bagt på kærnemælk.

Det er bare så hyggeligt, at bage æbleskiver - det er julemånedens pandekager. Og så smager de jo dejligt med flormelis og marmelade - og skal det være rigtig godt, så serveres der varm gløgg til.

Jeg spurgte min mor, hvorfor hjemmebagte æbleskiver ikke holder sig så runde, som de købte. De købte er jo helt runde og også sån' lidt sprøde i kanten. "De er jo fabriksfremstillede"! svarede hun - indlysende. Og så simpelt er det jo nok, for hjemmebagte æbleskiver er bare ikke at sammenligne med de købte (som jo også sagens kan gå). De hjemmebagte er mere saftige og bløde. Jeg vil til enhver tid vælge nogle "hjemmestrikkede" (som min far kalder det), og hvis du også er til det, så får du her en rigtig god æbleskriveopskrift med kærnemælk.



Sværhedsgrad: 
Let-middel.

Tidsforbrug: 
Omkring 45 minutters tid, 15-20 minutter på at tilberede dejen, og ca. 30 minutter på at stege æbleskiverne.

Det skal du bruge til 35-40 stk. 
2 æg
1½ spsk sukker
2 dl kærnemælk
2 dl. mælk
250 g hvedemel
½ tsk fint salt
1 tsk natron

Sådan gør du: 
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk hviderne stive og stil dem til side.
Pisk æggeblommer og sukker sammen.
Pisk mælk og kærnemælk i.
Bland hvedemel med salt og natron i en anden skål, og pisk det så i dejen.
Til sidst tager du en grydeske og vender forsigtigt hviderne i dejen.
Dejen er luftig og tykkere end en pandekagedej.

Sådan steges æbleskiverne:
Hæld eventuelt dejen på en kande, så er det lettere at hæld dejen i hvert fordybning i æbleskivepanden.
Stil æbleskivepanden på komfuret og tænd for middelvarme, og lad panden varme op.
Når panden er varm, hældes der i hver fordybning lidt smeltet smør.
Hæld derefter dej i hvert hul, fyld ca. 3/4 del op.
Når du kan se, at dejen er gylden og fast i kanten, men stadig lidt flydende i midten, så tager du en strikkepind eller et grillspyd og vender æbleskiven. Det er helt fint, hvis dej løber ned.
Hvis du vender æbleskiven, når alt dejen er helt bagt på den ene side (og den ikke er lidt flydende i midten), så bliver æbleskiverne tit lidt mere flade. Men prøv dig frem, og find ud af hvad der bedst virker for dig.
Læg æbleskiverne på et fad, og servere dem lune med marmelade og flormelis som tilbehør.

Opbevaring og holdbarhed: 
Æbleskiver er fryseegnede, og smager også fint optøet og lunet i ovnen.
Du kan også gemme dem i køleskabet i op til 3 dage.

Tips! 
Der findes mange opskriftsvarianter på æbleskiver. De smager også dejligt med f.eks. ½ tsk stødt kardemomme i dejen, eller vaniljesukker.

Du kan også lægge et lille stykke æble i midten af æbleskiven, inden du vender den på panden, eller give hver æbleskive 1 tsk æblemos inden den vendes.





Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage