torsdag den 20. december 2012

Plumkage

Hvor er det dejligt med juleferie, og have tid til at bage lidt mere. I dag stod den på Plumkage - ikke at sammenligne med en pudding, for denne variant er bagt i ovnen og ikke kogt som f.eks. Christmas Pudding.

Plumkage dufter og smager af jul, og så er der  mange smagsoplevelser i hver mundfuld. Der findes helt sikker flere måder at bage Plumkage på. Denne Plumkage opskrift er en fusion af 2 opskrifter fra Frøken Jensens Bagebog og fra min kollegas (Lise V.A.) mors opskrift.


Sværhedsgrad:
Let.

Tidsforbrug:
Det tager ca. 20-30 minutter at tilberede dejen, og så skal kagen bage 1½ time i ovnen. Hovedparten af tiden går med at hakke de tørret frugter, chokoladen og nødderne.

Det skal du bruge til én plumkage:
250 smør
125 g sukker
125 farin
4 æg
250 hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
½ tsk salt
50 g nødder 
60 g rosiner
60 g korender
50 g sukater
60 g mørkt chokolade
1 dl mælk
Lidt smør og rasp til formen

Sådan gør du:
Mål/vej smørret, skær det i mindre tern, og stil det til side, så det kan blive blødt, at arbejde med.
Hak chokoladen groft, og stil den til side.
Hak nødderne groft, og stil også dem til side. Jeg brugte 25 g valnødder og 25 g mandelsplitter.
Find en form frem, og smør den og drys den med rasp.
Tænd ovnen på 160 grader.
Med en elpisker pisker du smørret, sukker og farin sammen.
Tilsæt æggene og pisk igen.
I en anden skål hælder du mel, bagepulver, nødderne, rosiner, sukater, chokoladen, salt og krydderierne. Rør disse tørre ingredienser godt sammen.
Hæld nu skiftevis melblandingen og mælken i æggemassen og rør det jævnt godt sammen. Rør ikke for kraftigt.
Fyld dejen i din bageform, og glat overflade pænt evt. ved at dyppe en dejskraber i vand.
Bag kagen i 1½ time midt i ovnen.

Opbevaring:
Kagen smager bedst samme dag, som den er bagt, men den kan holde sig i 2-3 dage, hvis den opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.
Tips!
Hvis du ikke har en form a la den, som jeg har brugt, så kan en ganske almindelig rugbrødform, springform eller ildfastfad også sagens bruges.
Hvis du ikke har korender, så bruger du blot 120 g rosiner.
Hvis du ikke har farin, så bruger du blot 250 g sukker.
Du kan også tilføje 25 g pommeranskal.
Når du røre de tørre frugter osv. sammen med melet, så sikrer du, at frugterne og chokoladen ikke falder til bunden, og du sikrer også at bagepulveret er jævnt fordelt i kagen.




Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage