
Da jeg lavede kagen puttede jeg ikke smør i glasuren, og det gjorde den knap så flot, og jeg pyntede den heller ikke med revet citron, hvilket også ville have set indbydende ud. Når jeg en dag bager den igen, så uploader jeg et nyt billede, hvor den ser mere appetitlig ud - for billedet retfærdigører ikke kagens smag.
Det tager ca. 30 min. at lave kagen (plus 30 min. i ovnen).
Det skal du bruge:
150 g. smør
150 g. rørsukker
100 g. marcipan
3 æg
1 æggeblomme (frys hviden ned til marengs)
Skal af 2 citroner (usprøjtet)
100 g. hvedemel
1½ tsk. bagepulver
½ dl. kærnemælk
Det skal du bruge til citronsiruppen:
Saften af 1 citron
25 g. rørsukker
Det skal du bruge til citronglasuren:
Saften af 1 citron
150 flormelis
1 spsk. smør (smeltet i microovnen) - du kan også undlade smøret, men så bliver glasuren knap så tæt.
Sådan gør du med dejen:
Varm ovnen til 185 grader.
Beklæd en springforms bund med bagepapir, og smør kanterne.
Pisk smør, rørsukker og groftrevet marcipan sammen til en jævn masse. (Læg evt. marcipanen i køleskabet lidt før du skal rive den, så er det nemmere).
Tilsæt æggene og æggeblommen lidt ad gangen, og pisk grundigt mellem hver.
Riv citronskallen - og læg citronerne til side, du skal bruge saften senere.
Bland hvedemel, bagepulver og citronskal sammen og vend det i dejen.
Rør forsigtigt kærnemælken i til sidst.
Hæld dejen i springformen og bag den i 35 minutter.
Sådan gør du med citronsiruppen:
Når du har taget kagen ud af ovnen laver du citronsiruppen.
Bland citronsaft og rørsukker i en kassekolle, og bring det i kog. Lad det koge i 3-5 minutter under omrøring til konsistensen er som sirup. Bliv ved kasserollen, hvis det brænder på/får for meget, smager det brændt.
Prik huller i kagen f.eks. med et grillspyd eller kødnål, og hæld den lune sirup over.
Lad siruppen trænge ind og kage afkøle helt.
Sådan gør du med citronglasuren:
Rør citronsaft og flormelis sammen med smøret til en tyk glasur.
Smør den på kagen - hvis den er for stiv, kan du dyppe en kagespartel i varmt vand og glatte glasuren ud med.
Pynt evt. med noget revet citronskal.
2 kommentarer:
Hej og tak for en god opskrift 😊
Jeg bagte den til min datters fødselsdag i børnehaven og byttede citron ud med vanillesukker, stor succes! Der var et lille stykke tilbage så jeg kunne også smage 😉 Den næste jeg vil prøve at bage er mazarinkagen... Der er bare noget ved marcipan i kager 😊
Mange gange tak for din kommentar - og jeg er glad for kagen var en succes.
Send en kommentar