tirsdag den 24. juli 2012

Hjemmelavet regnbueis

For første gang nogensinde har jeg netop lavet min allerførste hjemmelavede is. Jo jo! Og det varme sommervejr indbød til det.

Opskriften fandt jeg i min bunke af opskrifter, revet ud fra et af mine mange dame-blade (desværre kan jeg ikke se hvilket blad!). Opskriften har jeg "mulleficeret" en lille smule i forhold til mængden af chokolade, og selve processen.

Det var overraskende let at lave isen, og det tog mig omkring 30 minutter. Jeg hyggede mig meget med at lave de 3 forskellige slags is, at glatte dem fint ud i hvert lag og se tænke på, hvordan det vil se ud, når isen skal skæres.

Jeg smagte på hver af de 3 slags, og allerede nu - uden at være frossen - smager de dejligt. Det bliver helt sikkert bedre end den version som kan købes.


Det skal du bruge:
1 stang vanilje
6 pasteuriserede æggeblommer (ca. 3 bæger)
140 g sukker
1/2 liter piskefløde
200 g jordbær (ca 1/2 standardpakke)
100 g mørk chokolade

Sådan gør du:
Rens jordbærene og stil dem til side*.
Lav et vandbad og smelt den mørke chokolade imens du pisker æggemassen og flødeskummen.
Hæld æg, 100 g sukker og vaniliestangens indhold i en skål, og pisk det grundigt luftigt.
Pisk i en anden skål piskefløden til skum.
Vend forsigtigt æggemassen med flødeskummen.
Tag en skål og hæld 1/3-del af iscremen sammen med den smeltede chokolade. Vend det forsigtigt til det er blandet fint.
Hæld det nu i en springform eller anden form. (Jeg brugte en 25 cm. springform).
Hæld nu forsigtigt 1/3-del af vanilieiscremen over chokoladeisen i formen. Hæld evt. nogle klatter flere steder, så du ikke skal trække creme for meget, og får den blandet med chokoladecremen.
Sæt låg eller folie på springformen og stil den i frysen. Isens overflade skal være lidt frossen, før du hælder næste lag på.
Hæld jordbærene og det sidste sukker 40 g. i en skål og blend det. Hæld derefter den sidste iscreme over og vend det grundigt sammen. Stil det i køleskabet 1-3 timers tid, før du hælder det over i den anden is i springformen.
Iskagen skal stå på køl i hvert fald 3 timer før den er gennemfrossen.
Tag den evt. ud af fryseren 10 min. før servering.

Så snart jeg får besøg af nogen, som tør spise isen, tager jeg et billede og uploader det. Oh joy!

*Om nænsom vask af jordbær!
Jeg læste forleden i et dameblad, om den bedste måde at rense og nippe jordbær. Det er der åbenbart nogen som har udforsket - hver sin hobby (og jeg bør bestemt ikke snakke med al min bagning). For at bevare den bedste smag i jordbærene, skal de skylles med den grønne stilk på. Helst i et dørslag, og der skal ikke skrubbes for meget, for så suger frøene i bærret vandet ind, og det tager jordbærsmagen. Så al vask af jordbær skal ske nænsomt. Bagefter nippes stilken af. Måske skal der meget fine smagsløg til, for at kunne smage forskellen på skrubben jordbær, og dem som er nænsomt behandlet. Meeeeennn det skader jo ikke, at prøve at få det bedste frem i smagen.


2 kommentarer:

Ulla W sagde ...

Du skulle prøve at se efter "Ismageriet" på biblioteket - de har nogle super opskrifter på is - og godt nok har vi en ismaskine med kompressor, men det skulle også være muligt at lave uden en ismaskine.

Karin Ester Wiggers sagde ...

Hej Ulla og dobbelt tak tak for dit forslag. Jeg googlede straks "Ismageriet", og fik da også nogle få brugbare resultater frem, men det ser ud til, at det bedste resultat findes i bogen på biblioteket. Når Philip og jeg skal aflevere bogen om Lasseleif og hans sut, så tager jeg "Ismageriet" med hjem. En isopskrift med karamelliseret macadamianødder lyder lige som noget for mig.

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage