søndag den 24. august 2014

Mormorkage med vaniljecreme og blåbær

Sukkerbrødskage med vanilje, vaniljecreme og blåbær.

Sådan en god gammeldags sukkerbrødskage bliver ekstra lækker med vaniljecreme og friske bær. Jeg valgte, at bruge friske blåbær, men andre bær typer kan naturligvis også bruges alt efter sæsonen.

Det er en tung saftig kage men også frisk på grund af de friske bær. Desuden er sukkerbrødskager taknemmelige, for de tager godt imod alle former for smagstilsætninger f.eks. frisk frugt, krydderier som kardemomme osv.


Sværhedsgrad 
Let-middel.

Tidsforbrug
I alt ca. 1½ times tid.
15 minutters tilberedningstid på kagecremen, og så skal den køle helt af før brug (det tager vel omkring 2 timers tid i køleskabet).
Det tager ca. 30 minutter at tilberede kagedejen, og så skal kagen bages i 30-35 minutter.

Det skal du bruge til kagecremen: 
2 æggeblommer (frys eventuelt hviderne, de kan bruges en anden dag til marengs)
2 spsk sukker
6 tsk marizena
2½ dl piskefløde (sødmælk kan også bruges)
1 tsk vanilje aroma eller vaniljesukker

Sådan gør du med kagecremen: 
Hæld alle ingrediensene i en gryde (undtagen hvis du bruger vanilje aroma, så skal den i, når cremen er kogt fast).
Over middel varme og konstant omrøring "koger" du cremen til den er blevet tyk. Kagecremen må ikke buldrekoge, så tag den af blusset og skru ned for varmen, hvis den begynder at koge.
Rør vanilje aroma i.
Stil cremen på køl ind til den skal bruges. Læg et stykke madlavningsfilm/-papir helt ned på cremen, så den ikke får skind.
Når cremen er kølet, er den klar til brug.

Det skal du bruge til 1 kage
50 g smør
3 æg
2½ dl sukker
1 tsk vaniljesukker
1 dl mælk
3½ dl hvedemel
2 tsk bagepulver
Smør og rasp til bageformen

Friske bær til toppen og eventuelt som pynt på fadet.

Sukkerbrødskagen 
Tænd ovnen på 175 grader.
Smelt smørret i en gryde.
Imens smørret smelter, pisker du æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt (pisk længe).
Hæld mælken i det smeltet smør og hæld det i sukkerblandingen.
I en anden skål blander du hvedemel og bagepulver sammen.
Sigt melblandingen i dejen, og rør meget forsigtigt dejen sammen. Rør ikke for længe eller for voldsomt.
Smør din bageform og drys den med rasp.
Hæld dejen i formen og bag kagen i ovnen i 35-40 minutter.
Stik i kagen for at se om den er bagt tilstrækkeligt. Hvis der hænger dej ved, så skal kagen bages længere tid.

Læg kagen sammen
Når kagen er kølet af, skærer du den igennem.
Fordel halvdelen af kagecremen på og læg toppen af kagen over.
Fordel resten af kagecremen over toppen og sæt bærene på.
Når kagen har fået kagecreme, så skal den sættes i køleskabet til den skal spises. Tag den gerne ud lidt før, så den ikke er helt kold.

Holdbarhed og opbevaring
Cremen kan holde sig i køleskabet i op til 5 dages tid, og du kan også fryse den.
Kagen skal opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur indtil den deles og får kagecreme på. Kagen smager bedst samme dag, eller dagen efter den er bagt, men kan også gå på 3. dagen. 


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage