onsdag den 19. december 2012

Klejner

Min kæreste er meget glad for klejner, så dem lovede jeg, at bage her i december måned. Jeg var lidt forskrækket ved tanken om den varme olie, men det havde jeg ikke behøvet at være. Det er ganske ligetil, at bage klejner, og jeg vil helt klart gøre det igen. Næste gang bliver det med kanel, som de gør det i Norge, og så vil jeg også forsøge mig med lidt cognac en dag.

Klejner er ældgammel traditionel julesmåkage i Danmark, og den har været bagt siden middelalderen. Klejner er mest kendt i de nordiske lande, selv om navnet kan lyde lidt tysk, er oprindelsen ukendt.


Hvis du vil se en anden opskrift på klejner, så har jeg også bagt nogle med kærnemælk: http://mullehuset.blogspot.dk/2012/12/klejner-med-krnemlk.html

Sværhedsgrad:
Middel svært - jeg ville være tilbøjelig til, at sige det er let, men det kan drille at forme klejnerne pænt. Og så er det lidt anderledes, at koge klejnerne.

Tidsforbrug:
I alt omkring 2 timer og 10 minutter.
20 minutter på at samle dejen, minimum 1 time på køl, 20 minutter på at rulle dejen ud og forme klejnerne, og så tager det omkring 20-30 minutter at koge dem.

Det skal du bruge til ca. 60-70 stk på 3x4 cm. 
75 g smør
½ citron, skallen
1 æg
60 g sukker
1/4 tsk hjortetaksalt
½ tsk kardemomme
250 g hvedemel
0,75 dl piskefløde
500 g palmin (til stegning)

Sådan gør du: 
Vej/mål smørret, skær det i mindre tern og stil det til side på køkkenbordet, så det kan blive blødt at arbejde med.
Riv en halv citron, og hak bagefter de revet skaller fint. Stil skallerne til side.
Med en elpisker pisker du æg og sukker sammen.
Pisk smørret i og pisk godt, til dejen er en ensartet masse.
Skift til dejkroge.
Hæld hjortetaksalt, kardemomme og citronskallerne i, og derefter skiftevis hvedemel og piskefløde i dejen. Brug dejkrogene til at rører det sammen med, og slut af med ved håndkraft at ælte dejen helt sammen.
Læg låg på skålen eller læg madlavningsfilm over, og stil dejen på køl i minimum 1 time (gerne hele natten).
Del dejen i 2 potioner, og stil den ene tilbage på køl.
Rul den anden dej ud på et meldrysset bord.
Dejen skal være ca. 3-5 mm. tyk.
Med en kagespore eller kniv skærer du klejnerne ud.
Hvis du vil have små skal du skære dem på 3 cm bred og 4 cm. høj, men du kan også sagens lave dem større.
Lav et snit i midten af kagen, og løft den forsigtigt fra bordet. Træk den ene ende igennem hullet, og læg forsigtigt klejnen på bordet igen - nu er den klar til at blive kogt.
Når du er færdig med den første dej, går du blot i gang med den næste. Gruden til at jeg anbefaler, at du deler dejen, er at den er lettere at arbejde med kold. Du kan også forme hele dejen på én gang.
Smelt palminen for svag varme i en stor gryde (der skal være "arbejdsplads" i gryden).
Olien skal være omkring 170/180 grader. Hvis du ikke har et termometer, så kan du tjekke om olie er tilstrækkelig varm ved at holde et trægrillspyd ned i olien. Hvis det syder omkring spidsen, så er olien klar.
Læg forsigtigt nogle klejner i olien. Pas på, at du ikke lægger for mange derned, for de bliver hurtigt brune/gyldne, og du skal nå at tage dem alle op, inden de får for meget. Desuden kan olien skumme meget, hvis du lægger for mange ned i olien.
Kleinerne udvider sig, når de koges.
Pas på olien ikke stænker op på dig. Det brænder frygteligt. Læg klejnen i olien, sådan at når du slipper klejnen, så er det med enden væk fra dig.
Lad klejnen koge til den er gylden brun, så vender du den med dit trægrillspyd, så den også koges gylden på bagsiden.
Du kan fiske klejnerne op med en hulske eller bruge dit grillspyd.
Læg klejnerne på køkkenrulle, så olien suges op.

Opbevaring:
Klejner opbevares i en kagedåse, og kan holde i op til 1 uges tid.

Tips!
Du kan skære klejnerne ud i firkanter eller romber. Begge dele bliver flot. Hvis du vil have romber, så skærer du først diagonalt/skråt og derefter vandret.
Du kan stege klejner i forskellige slags olier f.eks. svinefedt, palmin, rapsolie osv. osv.
Olien kan genbruges. Lad den køle til omkring 50 grader, og si den så alle de små kagestumper kommer væk. Stil den på køl, og du har palmin til næste gang der skal bages klejner.

Inspiration:
Klejnerne kan også laves med kærnemælk i stedet for fløde, uden citron, eller med appelsin eller med cognac.


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage