
I min småkage-opskriftsbog ligner disse mandelkranse små fine vaniliekranse, meeeen sådan er det ikke i virkelighedens verden - eller i Mullehuset. Opskriften passede slet ikke sammen, og jeg måtte improvisere en del. Heldigvis kom der dog nogle mandelkranse ud af det, og selv om de slet ikke er så flotte, som dem i bogen, så smager de dejligt. De er luftige, men med en sprød overflade, og smager fint af vanilie og mandler. Ganske lækre.
Opskriften er noget misvisende i forhold til mandlerne og hvorvidt de skal males til mandelmel eller ej. Opskriften gav mig i hvert fald en vigtig erfaring, som jeg her vil give videre: Med mindre du virkelig pulverisere mandlerne, så der er ingen, absolut ingen, mindre stykker er i melet, så kan du ikke hælde dejen på en tylle og sprøjte den ud. Selv de mindste små stykker kan skabe ballade i en tylle. Næste gang jeg bager mandelkranse, så bliver det til mandelpuder, for næste gang vil jeg sætte dejen med teskeer i små toppe på bagepapiret og bage dem sådan. Basta!