torsdag den 26. maj 2016

Brunsviger med rabarber

En klassiske brunsviger opgraderet med syrlige rabarber

I min familie er vi vilde med brunsviger. Os 4 unger tigger altid min mor om, at bage brunsviger. Hun bager simpelthen den allerbedste.

Hvis du også er vild med brunsviger, så vil du sandsynligvis også være vild med denne variant. Det dejlige søde fyld, får selskab af let-syrlige rabarber, og den kombination er fantastisk.

Tidsforbrug: 
I alt ca. 1 time og 45 minutter i alt.
Det tog mig 25 minutter at tilberede dejen, som hæver i 30 minutter, og så skal du bruge ca. 10 minutter på at tilberede fyldet. Kagen skal have 15-17 minutter i ovnen. Rabarberne tager omkring 15-20 at klargøre.

Sværhedsgrad:
Det er meget let at bage brunsviger, den mest udfordrende del må være at rulle/presse dejen ud til formen. Hvis du har en køkkenmaskine, så er det super let, men dejen kan også sagens æltes i hånden.

Det skal du bruge til ½ bradpandestørrelse / ca. 12 stk: 

Dejen
50 g smør
4 dl. mælk (sødmælk, men andre lette typer kan også bruges)
1 pk / 50 g gær
1 spsk sukker
1 tsk salt
2 tsk vaniljesukker
1 tsk kardemomme
500 g hvedemel

Fyld
150 g smør (fyld)
200 g brun farin (fyld)
50 g sirup (fyld)

Rabarber
350 g friske rabarber
150 g sukker
2 tsk vaniljesukker
2 tsk kanel
1 tsk ingefær
1 tsk kardemomme

Start med at klargøre rabarberne
Vask/rens rabarberne og skær dem i 1 cm. skiver.
Læg skiverne i en skål.
Bland ingredienserne i en skål og hæld det over rabarberne.
Rør rundt, og stil skålen til side, så rabarberne kan stå og trække lidt.

Så skal dejen tilberedes: 
Smelt smørret i en gryde.
Imens luner du 3 dl. af mælken - også i en gryde eller micro ovn.
Smuldre gæret i en skål.
Hæld den lune mælk (3 dl.) ned til gæret, og rør til gæret er opløst.
Hæld sukker, salt, vaniljesukker og kardemomme i og rør.
Hæld den sidste dl (kolde) mælk ned til det smeltet smør, og rør rundt (så er smørret ikke for varmt).
Hæld smørret med mælken ned i blandingen og rør.
Til sidst rører du melet i lidt ad gangen.
Dejen er klæg og klisteret.
Find et ildfastfad frem i halv størrelse af en bradepande.
Klip/riv et stykke bagepapir af til fadet, sørg for at det går godt op ad kanterne.
Hæld dejen ned på bagepapiret, og rul den ud med en kagerulle, så den passer til fadet (hvis dejen er for klisteret til at rulle ud, så kan du drysse meget meget lidt mel på den).
Løft bagepapiret over i fadet (eller træk bagepapiret ud over bordkanten og ned i fadet, som du holder til bordkanten).
Hæld nu rabarberskiverne (og eventuelt saft) jævnt fordelt over dejen og pres skiverne ned i dejen.
Stil formen med dejen til side i 30 minutter - læg et viskestykke over.

Når dejen er færdighævet
Når de 30 minutter er gået, og dejen er fint hævet, skal du lave fyldet.
Tænd ovnen på 200 grader.
Hæld alle ingredienserne til fyldet i en gryde, og rør rundt i det for svag varme indtil smørret er smeltet.
Tag formen med dejen frem, og fjern viskestykket. Dejen er nu hævet op til dobbelt størrelse.
Hæld fyldet over dejen og glat det evetuelt ud med en dejskraber, så der er fyld over hele overfladen.
Bag kagen i ovnen i 15-17 minutter - hvis du er i tvivl om den har fået nok, så stik i dejen med et trægrillspyd, og kommer der dej med op, så er den ikke færdig endnu.
Server brunsvigeren imens den er lun og blød.

Holdbarhed og opbevaring
Brunsvigeren smager bedst når den er lun og friskbagt, men er også skøn dagen efter (der knaser fyldet blot lidt dejligt ekstra). Hvis du gemmer den til dagen efter, så opbevar den i en lukket beholder/pose ved stuetemperatur. Den kan også kommes i køleskabet, men det gør bunden/bolledejen tør. Hvis du sætter den på køl, så lun eventuelt brunsvigeren lidt i ovnen/mikroovnen inden servering.

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Denne opskrift har jeg selv fundet på. En dag vil jeg også prøve at bage den med syrlige æbler.








Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage