tirsdag den 9. april 2013

Brownie med kokos marmor

En god klassisk tung brownie men med et twist af kokos marmor.

Er der én kage, som min kæreste kan lide at sætte tænderne i, så er det en brownie. Han kan bedst lide den helt klassiske slags, og er generelt ikke til eksperimenter, men efter gensidig aftale fik jeg lov til at give denne brownie en gang kokos marmor. Resultatet blev overraskende godt, min kæreste var glad og det var kollegaerne også, da han dagen efter havde resten med på arbejde.

Sværhedsgrad:
Let.

Tidsforbrug:
I alt omkring 1 times tid. 30 minutter på at tilberede dejen, og kagen skal have 25 minutter i ovnen.

Det skal du bruge til ½ bradepande:

Browniedejen:
250 g smør
1 dl sukker
1 spsk vaniliesukker
1 dl kakaopulver
½ dl sirup
½ tsk salt
4 æg
1 1/4 dl hvedemel

Kokos marmor:
2 spsk sukker
1 dl piskefløde
3 dl kokosmel
2 æggehvider
½ spsk vaniliesukker

Plus smør til siderne af kageformen/bradepladen.

Sådan gør du:

Browniedejen:
Pisk smør, sukker og vaniliesukkeret længe, så det bliver lyst og luftigt.
Rør kakao, sirup og salt i.
Rør ét æg i ad gangen.
Sigt hvedemelet i og vend det forsigtigt i dejen.

Kokosfyldet:
Tænd ovnen på 175 grader.
Bland alle ingredienserne i en skål.

I ovnen:
Klip et stykke bagepapir, så det passer til formens bund.
Spray eller smør formens sider med smør.
Hæld browniedejen i fadet og glat det ud med en dejskraber (dyp eventuelt dejskraberen i vand).
Læg kokosmarmoren i klatter oven på dejen.
Tag en kniv og træk et mønster gennem kagen, så kokosfyldet marmoreres i browniedejen.
Bag kagen i 25 minutter.

Opbevaring og holdbarhed:
Kagen kan opbevares i en lukket beholder ved stuetemperatur det første døgn. Hvis der stadig er noget tilbage derefter, så opbevar den i køleskabet. Kagen er i hvert fald god i op til 3 dage.

Inspiration:
Denne opskrift er en mindre "mullefikation" af Leila Lindholms opskrift på Coconut Swirl Brownies.


Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage