fredag den 23. oktober 2015

80'er fersken cheese cake



Digestive-kiksebund, ostetyld og toppet med ferskener og gele

Dette er en helt klassisk cheese cake, som jeg husker cheese cakes fra min barn- og ungdom i 80-90'erne. Det var inden det blev populært, at komme lakrids i kager og fusionsmad var in.

Min storesøster har ønsket, at jeg skulle bage kagen i evigheder. Så det var på tide, at hun og jeg tog en tur down memory lane. Smagen er som "dengang" - cremet lækker og god.

Sværhedsgrad
Let-middel

Tidsforbrug
I alt 2½ times tid - kagen kan med fordel tilberedes dagen før, den skal serveres.
10 minutter på bunden, 20 minutter på fyldet, og omkring 10 minutter på toppingen, plus 1½-2 timers køletid.

Tilberedes i
En springform på ca. 25 cm eller på et fad med en kagering. Du kan selvfølgelig også tilberede kagen i en anden type form - den behøver ikke nødvendigvis være rund.

Det skal du bruge til én kage

Bund
250 g digestive kiks
125 g smør

Fyld 
150 g sukker
2 æggeblommer, pasturiseret
200 g flødeost naturel
½ l. piskefløde
3 blade husblas

Topping og gele
En dåse ferskner i lage
1½ dl fersken lage-saft
4 blade husblas
1½ dl kogende vand

Sådan gør du - start med topping og gele
Hæld saften fra ferskenerne, gem 1½ dl (frys eventuelt resten af saften som isterninger), og skær ferskenerne i både. Sæt ferskenbådene i køleskabet, til de skal bruges.
Læg husblassen i blød i 5-10 minutter (følg vejledningen på pakken), klem vandet fra, og smelt den over et vandbad.
Rør husblassen ud i den kogende vand, og rør så fersken-lage-saften i.
Stil gele-saften på køl, og rør i den ca. hvert 20 minut.
Gelen skal være let stiv i det, når den hældes på. Hvis den er for stivnet, så bliver den ujævn og får bobler - det blev min faktisk, som du kan se på billedet. Det smager fint, men er bare ikke så pænt.

Så kan du tilberede bunden
Imens gelen stivner, kan du tilberede bunden og fyldet.
Smelt smørret i en gryde.
Knus kiksene f.eks. i en blender eller ved at hælde kiksene i en pose, og rulle en kagerulle over.
Rør nu kiksekrummerne ned til smørret.
Fordel blandingen i bunden af din springform, og tryk den let ned.
Stil formen i køleskabet imens du tilbereder fyldet.

Så er det ostefyldets tur
Pisk æggeblommer og sukker lyst og luftigt.
Pisk flødeosten i.
I en anden skål piskes fløden til flødeskum, og røres så i ostefyldet.
Udblød husblassen i koldt vand i 5-10 minutter (følg anvisningen på pakken), kram vandet fra og smelt det over et vandbad.
Rør en spiseskefuld af fyldet i den varme smeltede husblas ad gangen. Stop når det har en kølig temperatur, så kan du rører husblas-fyldet i det øvrige fyld.
Tag din form ud af køleskabet og fordel fyldet jævnt over. Glat det så meget ud som muligt.
Sæt formen tilbage i køleskabet, og lad den stå i 20-30 minutter, før du lægger ferskenerne på.

Slut af med ferskener og gele
Når fyldet er let stivnet, kan du lægge ferskenerne på og komme gelen over. Den mest sikre måde, at lægge gelen på, er ved at lægge spiseskefulde fra midten og ud. Hvis du hælder den over, så kan du risikere, at få dråbeformet gele i fyldet.
Stil kagen tilbage på køl til gelen er stivnet helt.

Holdbarhed og opbevaring 
Kagen kan holde sig i køleskabet i 3 dages tid. Tag den ud af køleskabet ca. 10 minutter før servering, for så er bunden ikke så hård at skære.

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Denne opskrift har jeg selv fundet på :-)



Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage