Bedstefars skæg er en flot og lækker kage med marmelade og marengs på toppen - og alt efter dit valg af marmelade gør du den sødere eller mere frisk i smagen.
Når jeg tænker på Bedstefars skæg, så tænker jeg på min barndom, og kage om fredagen i skolen til klassenstime. Og faktisk gør kagen det også rigtig godt som en klassens-time-kage (KTK), for hvis du bager dobbelt potion, så har du til en stor bradepande. Desuden er kagen let at tilberede sammen med børn - min søn på 3½ var med til det.
Kagen kan naturligvis også bages til andet end klassenstime, og også selv om du ikke laver skæg, har en bedstefar eller er en bedstefar med skæg :-)
Opdatering 16. november 2013:
Denne opskrift er fra Familie Journalens hjemmeside, jeg har efterfølgende bagt en anden version af Bedstefars skæg, og den var efter min mening mere saftig - du kan se opskriften her: http://mullehuset.blogspot.dk/2013/11/bedstefars-skg.html
Sværhedsgrad:
Let
Tidsforbrug:
I alt omkring 1 times tid.
Det tager 30 minutter at tilberede kagen, som skal bages i alt ca. 30-35 min.
Det skal du bruge til ½ bradepande (ca. 30x40 cm):
125 g smør
125+250 g sukker
4 æg (deles i blommer og hvider)
300 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
1½ dl mælk
1½ dl valgfri marmelade
Evt. 1 spsk eddike
Sådan gør du:
Tag smøret ud af køleskabet, og lad det stå på bordet til det har stuetemperatur.
Tænd for ovnen på 200 grader.
Find en passende bageform frem og læg bagepapir i den.
Skær smørret i mindre tern og pisk det sammen med 125 g sukker sammen til det er blødt og luftigt.
Del æggene i blommer og hvider. Stil hviderne til side.
Rør æggeblommerne i en ad gangen.
Tag en anden skål frem og hæld mel og bagepulver i. Rør det meget forsigtigt sammen og sigt det i dejen skiftevis med mælken. Du må ikke rører i dejen for længe, så bliver den tung.
Hæld dejen i bageformen og bag kagen i 15 minutter.
Imens kagen bager første gang, tilbereder du marengsen.
Pisk æggehviderne stive, og hæld så 250 g sukker i af flere omgange.
Hvis du gerne vil have marengsen sej, så pisk til sidst 1 spsk eddike i marengsen (jeg brugte æbleeddike).
Når første bagetid er ovre, tager du kagen ud af ovnen og dæmp temperaturen til 175 grader.
Sprøjt eller smør forsigtigt marmeladen oven på kagen (se Tips!).
Hæld til sidst marengsen over marmeladen, og fordel den forsigtigt jævnt over kagen.
Bag nu kagen færdig i 15-20 minutter til marengsen har fået lidt farve.
Opbevaring og holdbarhed:
Kagen skal opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt beholder, og den skal helst spises samme dag, som den er bagt eller senest dagen efter.
Tips!
Valget af marmelade sætter smag på kagen, hvis du f.eks. vælger en frisk marmelade, så bliver kagen det, og vælger du en sød som f.eks. jordbærmarmelade, så tilføjer du det til kagens smag.
Bagepapir eller smurt form. Jeg valgte at bage kagen i en form foret med bagepapir, men flere steder har jeg læst at den også sagens kan bages i en smurt bageform.
Marmelade på tube. I stedet for at smøre marmeladen på kagen med risiko for at trykke kagen, eller smørre dejen op i marmeladen, så kan du købe en marmelade på tube og tegne marmeladestreger ovenpå kagen. Jeg valgte denne løsning, og det var legende let. Ved at bruge tuben vidste jeg ikke, hvor meget marmelade jeg sprøjtede på, men jeg dækkede bare hele kagen i et jævnt lag, og det var helt fint.
Vent til kagen er afkølet med at pakke den ind. Hvis du ikke skal spise kagen med det samme, så vent med at pakke den ind i en lufttæt beholder til den er helt afkølet - ellers vil kondensen gøre marengsen blød.
Rester! Hvis du/I ikke får spist al kagen, så skær marengsen af kagen, og frys resterne ned. Selve kagen er fantastisk ingrediens til f.eks. popcakes eller romkugler.
Farvet marengs. Hvis du vil lave lidt spas med kagen, og er den f.eks. til en pige fødselsdag, så kan du vælge at give marengsen en lille smule rød frugtfarve, så bliver marengsen lyserød.
Marengs skal helst piskes i en ren fedtfri skål (alle steder anbefaldes der en af glas eller stål, meeeennn det er altså også ok med en i plastik), og så skal du være sikker på, at der ikke er noget af blommen med i hviderne, for så bliver de bare aldrig helt stive. Det er desuden vigtigt, at du ikke hælder hele sukkeret i på én gang, for så klasker hviderne ligesom sammen.
Inspiration:
Denne opskrift er fra Familie Journalens hjemmeside - meeeen du finder den egentlig overalt på nettet. Sådan skal det også være for Bedstefars skæg er jo en klassiker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar