lørdag den 2. februar 2013

Brownie muffins - og hvis du vil, med skumfiduser

En fyldig brownie muffin med sprød overflade og et tungt (klæg) chokoladefyldt indre.

Da jeg i et dameblad læste om en brownie med marshmellows, besluttede jeg mig straks for at prøve det. I stedet for en kagebrownie valgte jeg at bage brownie muffins, og nogle bagte jeg med skumfiduser og nogle uden.

Dem uden skumfiduser smagte lige præcis som en ægte brownie skal smage (meget af chokolade og tungt), hvor dem med skumfiduser havde en lidt mere klæg konsistens, der hvor skumfidusen var midt i kagen, og hvis en skumfidus lå på toppen, blev den meget sprød og sej. Begge typer er absolut en gentagelse værdig.



Sværhedsgrad:
Let til middel - det svære ved en brownie, er at den ikke skal have for meget, for så bliver den mere til en kage end til en tung (klæg) brownie.

Tidsforbrug:
30-40 minutter om at tilberede dejen, som skal bage mellem 15-20 minutter (det afhænger af din ovn).

Det skal du bruge til 12-15 stk.
2 æg
2 dl sukker
1 tsk vaniliesukker
50 g smør
½ dl smagsneutral olie
1 dl lys sirup
2 dl hvedemel
1 dl bage kakaopulver
1 tsk bagepulver
1 knsp salt
100 g mørk chokolade
Eventuelt 50 g skumfiduser

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader
Med din elpisker pisker du æg, sukker og vaniliesukker lyst og luftigt.
Smelt smørret i en gryde og hæld olie og sirup i og rør det i æggemassen.
Bland mel, kakaopulver, bagepulver og salt i en skål, og sigt det i dejen (vent med at røre det rundt).
Hak chokoladen fint og hæld også den i dejen, og rør nu forsigtigt dejen sammen.
Hvis du vil have skumfiduser i, så skal du skære eller klippe dem i mindre stykker (med mindre du selvfølgelig har købt mini marshmellows).
Hæld skumfiduserne i dejen og rør rundt.
Hæld dejen i smurte muffinsforme - fyld dem 2/3 del op med dej (hvis du fylder dem for meget op, så risikerer du, at de flyder over.
Bag brownie muffinsene i 15-20 minutter. Se efter 15 minutter om de er flydende i midten, og hvis de er det, så skal de have mere.
Når brownie muffinsene tages ud af ovnen og køler af, så synker de lidt sammen i midten. Hvis du ikke synes, at det ser pænt ud, så kan du f.eks. pynte dem med flødeskum og revet chokolade eller bær.

Opbevaring og holdbarhed:
Brownie muffins smager godt op til 2 dage efter de er bagt. De skal opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Hvis du ikke får spist det hele, så frys eventuel rester ned, og brug dem senere til hjemmelavede romkugler.

Inspiration:
Alt for damerne inspirerede brugen af marshmellows, men bladets opskrift var en fedtfattig version, og det var jeg ikke i humør til i dag, så selve browniedejen er en "mulleficeret" variant af Leila Lindholms opskrift fra bogen "A piece of cake".



På billedet ovenfor er den med grønt og lilla papir med skumfiduser, og den røde uden skumfiduser.


 

1 kommentar:

Ny Tøs sagde ...

Orv hvor ville jeg gerne smage dem der... hvis jeg da ellers kunne smage noget for den her influenza som din ynglingssvoger har smittet mig med...

Glæder mig til at få kage igen snart, når jeg nu måtte melde fra.

Kram fra Moster Gub

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage