mandag den 3. december 2012

Honningsnitter

Når bageren ved juletid sælger honningsnitter, så har de en sikker køber i mig. Jeg er helt vild med honningsnitter - eller honningbomber som de også kalder det.

Nu har jeg forsøgt, at bage honningsnitter selv, og resultatet er blevet virkelig godt. De smager skønt, og kan helt klart anbefales. Hvis du ikke kan lide fyldet, så vil jeg tro, at du også sagens kan bage dem som honningkager (-hjerter) uden fyld og blot med chokoladeovertræk.



Tidsforbrug:
I alt ca. 2 timer.
45 min. om at samle dejen, så skal den bages 30 min., køle ca. 15 min. og ca. 30 min. om fyld og chokoladen.

Sværhedsgrad:
Forholdsvis let - det er ikke svært at bage honningkage, men der er mange forskellige sager som skal gøres.

Det skal du bruge til ½ bageplade (form på ca. 20x30 cm) ca. 20 stk.
500 g honning
125 g musovadosukker
500 g hvedemel
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kardemomme
½ tsk stødte nelliker
1 ½ tsk natron
½ tsk hjortetaksalt
3 æg
1 dl piskefløde
1 økologisk appelsin, saft og skal

Fyld og chokolade
200 g blødt smør
200 g flormelis
1 glas abrikossyltetøj
150 g mørk chokolade

Sådan gør du:
Varm honning og sukker op i en gryde, indtil sukkeret er smeltet. Lad blandingen køle ned til stuetemperatur.
Riv appelsinen groft og hak den fint. Stil skallen til side.
Pres saften fra appelsinen og stil også den til side.
Tænd ovnen på 160 graders varmluft.
Bland mel med krydderier, natron og hjortetaksalt i en skål for sig.
Pisk æggene sammen, og rør dem i honningblandingen med fløde og appelsinsaft og -skal.
Si mel-krydderblandingen i dejen og rør den ensartet.
Læg bagepapir i 2 forme på ca. 20x30 cm., og hæld dejen i.
Bag dejen i 30 minutter.
Hvis du ikke har 2 forme, så bag kagen i én, og giv den 60 min. ved 165 grader ved almindelig ovnvarme. Ulempen ved én form er, at du skal skære kagen over, og det kan være lidt svært.
Tjek at kagen er gennembagt ved at stikke i den med f.eks. et trægrillspyd. Der må ikke hænge dej med op.
Lad kagen køle helt af i formen.

Fyld og chokolade:
Pisk smør og flormelis indtil det er luftigt. Når kagen er helt kold smørrer du marmeladen på toppen af den ene kage, og smørcreme på den nederste del af den anden kagen.
Du samler kagen så marmelade og smørcreme ligger oven på hinanden med marmeladen nederst.

Smelt chokoladen over et vandbad, og bred den ud over kagen.
Stil kagen i køleskabet - den kan spises, når den chokoladen er hård igen.
Skær kagen i firkanter og tag den ud af køleskabet ca. ½ times tid før den skal spises, for ellers er fyldet alt for hårdt.

Opbevaring:
Snitterne skal opbevares i køleskabet, og kan holde sig i op til 5 dage. Husk at de skal tages ud ca. 30 minutter, før de skal spises, for ellers er fyldet al for hårdt.

Inspiration:
Jeg fandt denne opskrift på Alt for damerne på nettet, og har udelukkende foretaget meget få "mullefikationer".

2 kommentarer:

Mette O sagde ...

Det er altså virkelig en fabelagtig opskrift! Jeg kom marmelade på både over- og underdelen, inden jeg lagde dem sammen med cremen. Det tog kagen bestemt ikke skade af.

Mulle sagde ...

1000 tak Mette, det er jeg så glad for at høre. Og tak for ideen med marmeladen.
Bagehilsner fra Mulle

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage