lørdag den 13. december 2014

Weekendkage med harlekin krymmel

Kage med hasselnødder og chokoladestykker pyntet med glasur med harlekin krymmel

Når jeg er til nogle arrangementer med min søn, hvor der serveres kager, så erl børnene for det meste interesseret i den kage med det mest farverige glasur eller krymmel. Så da min søn og jeg skulle mødes med vennerne i mødregruppen, og jeg skulle have kage med, så skulle kagen selvfølgelig have harlekin krymmel på glasuren - nogle kalder det vist også tivoli-krymmel.

Kagen er super lækker, og skal du bage den til voksne, kan du jo altid undlade krymmel - måske ville en chokoladeglasur være mere appetitlig for voksne.



Sværhedsgrad: 
Let.

Tidsforbrug: 
30-40 minutters tilberedningstid og bages i ca. 30 minutter.

Det skal du bruge til en kage: 
125 g smør
75 g brun farin
50 hvidt sukker
1 tsk vaniljesukker
2 æg
175 g hvedemel
2 tsk bagepulver
½ dl creme fraise
½ dl mælk
75 g grofthakket mørk chokolade
50 g grofthakkede hasselnødder

Glasur: 
150 g flormelis
Nogle spsk kogende vand
Drys Harlekin krymmel på glasuren

Bages i: 
En smurt springform på ca. 25 cm. eller en sandkageform.

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 190 g. almindelig over og under varme.
Pisk smør, brun farin, sukker, vaniljesukker lyst og luftigt. Hvis smørret er meget koldt og lige fra køleskabet, så lun det let i mikroovnen eller over et vandbad.
Pisk æggene i et ad gangen.
Bland mel, og bagepulver i en skål for sig selv, og rør det i dejen skiftevis med mælken og creme fraisen.
Hak chokoladen og hasselnødderne groft og rør det i dejen.
Hæld dejen i en smurt form.
Bag kagen i ca. 30 minutter. Stik i kagen og hænger der dej ved, så skal den have længere tid.
Lad kagen køle helt af i formen.

Tag kagen ud af formen og placerer den på dit kagefad.
Bland ingredienserne til glasuren, og smør den forsigtigt på kagen. Dyp f.eks. en dejskraber i kogende vand, til at glatte glasuren ud med, på den måde trækker du ikke kagen med i glasuren.
Drys krymmel på imens glasuren stadig er våd, ellers kan krymmel ikke sidde fast.

Jeg flyttede kagen fra springformens bund og over på et kagefad, da glasuren var stivnet. Det medførte, at glasuren fik nogle revner. Det gør jo ikke noget for smagen, men ser bare ikke helt så fint ud. Så husk at flytte kagen over på dit fad, før du giver kagen glasur.

Holdbarhed og opbevaring: 
Når kagen er helt afkølet, skal den opbevares ved stuetemperatur i en lukket beholder. Du kan også sagens stille kagen i køleskabet, og så tage den ud ca. 30 minutters tid før servering. 
Kagen kan sagens holde sig i 3-5 dages tid i køleskabet, men kun omkring 2 dages tid ved stuetemperatur. 

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Denne kageopskrift er inspireret af en opskrift på Harlekinkage fra "Den blaa Bagebog".


1 kommentar:

Anonym sagde ...

Kan man spise creme fraiche til, istedet for at putte glasur på kagen?

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage