lørdag den 12. september 2015

Æblesnegle med kardemommeremonce

Saftige snegle med æble i dejen og kardemommeremonce                                                                                       Efterårsmånederne byder på massevis af skønne æbler, og så får jeg selvfølgelig meget lyst til at bage noget med æbler. Æbler gør det jo godt i kager, trifli osv., men de kan også medføre dejlig saft og smag til en gærdej.                                                                                     Disse æblesnegle er saftige og den fine æblesmag suppleres fint af kardemommen. Jeg vil helt klart anbefale, at du vælger æbler, som er syrlige i smagen. Du kan også bruge kanel i remoncen, hvis du gerne vil nærme dig de klassiske kanelsnegle. 

Tidsforbrug
I alt omkring 2½ time. 
30 minutters tilberedningstid på dejen og ca. 15-20 minutter på at forme dejen til snegle mv., 45 + 30 minutters hævetid og 20 minutters bagetid. 

Sværhedsgrad
Let-middel

Det skal du bruge til 12 stk.
25 g / ½ pakke gær
2 dl mælk 
1½ dl lunken vand 
3 store æbler (ca. 300 gram) 
1 tsk salt 
2 spsk sukker 
650-700 g hvedemel (plus lidt ekstra til bordet, når dejen skal rulles ud) 

Kardemommeremonce
200 g smør 
100 g brun farin 
1 tsk kardemomme, stødt 

Mælk til pensling 

Glasur 
200 g flormelis 
Nogle spsk kogende vand 

Bages i...
Et fad i et ildfastfad/bradepande med bagepapir. 

Sådan gør du
Smuldre gæren i en skål og rør den ud med mælk og vand. (Vandet skal være lunken, så mælken ikke er for kold). 
Riv æblerne groft - med skræl. 
Rør æble, salt og sukker i. 
Rør hvedemel i dejen. Dejen er sammenhængende men meget klisteret, og skal ikke æltes med hænderne. 
Læg et viskestykke over skålen, og lad dejen hæve ved stuetemperatur i 45 minutter. 

Imens dejen hæver 1. gang tilberedes remoncen. 
Smør, brun farin og kardemommen røres sammen til en ensartet masse. Hvis smørret er for koldt, så lun det eventuelt i mikroovnen eller over et vandbad. 

Drys mel på bordet, hæld dejen ud og rul den ud til et rektangel på ca. 40 x 30 cm. 
Læg remoncen på i klatter og smør den ud i et jævnt lag over hele dejen. 
Rul dejen til en pølse. 
Skær dejpølsen i skiver, så du får 12 snegle. 
Læg bagepapir i dit fad og sæt sneglene i/på fadet. 
Du kan sætte sneglene tæt, så de hæver ind i hinanden og bages som brydebrød eller sæt dem på en bageplade med stort mellemrum, så du bager sneglene enkeltvis. 
Læg et viskestykke over, og lad sneglene hæve 2. gang i 30 minutters tid. 

Tænd ovnen på 200 grader almindelig under-over-varme. 
Pensel sneglene med mælk, og bag dem i 15-20 minutter til de er gyldne og lyder hule, når du banker let på dem. 
Lad sneglene køle af i fadet/på bagepladen. 

Når sneglene er afkølet, kan du give dem glasur på. 
Rør flormelis ud i nogle spsk kogende vand, og brug eventuelt en gaffel til at trække tråde af glasur over sneglene. Du kan også bruge en ske og lægge en klat på hver snegl. 

Holdbarhed og opbevaring
Når sneglene er afkølet, skal de opbevares i en lufttæt beholder/pose ved stuetemperatur.  
Sneglene smager allerbedst samme dag som de er bagt, men de kan også gå an dagen efter. 

Inspiration 
Ideen med at komme æbler i dejen  har jeg fra en opskrift, som jeg så i et dameblad - måske var det Femina eller Alt for damerne! 










Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage