søndag den 3. april 2016

Golden Oreo Caramel Cheesecake

En cheesecake med Golden Oreos kiks og toppet med karamel

Desværre er Golden Oreos lidt overset i forhold til de klassiske Oreo kiks - med mindre du er amerikaner. Her kan man købe Golden Oreo Birthday Cake, Golden Oreo Ice Creme Cake og Golden Oreo Fudge Cremes... Skrig! Det lyder alt sammen helt vildt lækkert.

Nåh... men nu er det her jo Danmark. Og vores lokale supermarked har ikke lige det udvalg på hylderne. I mangel af bedre så har jeg fundet på denne Cheesecake med almindelig digestivebund, fyld med grofthakkede golden Oreos og toppet med lækker blød karamel. Den er kvalmende lækker... eller var det med kvalmen fordi, jeg spiste 2 store stykker, ha ha...


Sværhedsgrad 
Let - men middel svær, hvis du ikke har prøvet at bruge husblas tidligere.

Tidsforbrug
I alt omkring 3 timers tid på tilberedning, men det er fordi du skal koge karamel af kondenseret mælk, og det tager ca. 2 timers tid. Gør det eventuelt aften før - og så kog en ekstra til køleskabet og en kommende dessert. Kagen i sig selv tager under 1 time at tilberede, og så skal den stå på køl i 2 timers tid.

Det skal du bruge til 1 kage 
1 dåse kondenseret karamel 
250 g digestive 
125 g smør 
½ liter piskefløde 
300 g flødeost naturel 
1 tsk vaniljesukker 
150 g sukker 
3 bladehusblas 
1 pk (154 g) Oreo Golden kiks
2-3 ekstra digestive kiks 

Tilberedes i
En springform på 25 cm eller direkte på serveringsfadet med en kagering.

Start med at koge karamellen 
Tag en gryde og læg en karklud i bunden. 
Tag etiketten af dåsen med kondenseret mælk 
Sæt den i gryden og hæld vand 3/4-del op, så 1/4-del af dåsen er over vand. Læg låg på og kog dåsen i 2 timer. Vent med at tage dåsen op og åbne den til den er afkølet. 
Karamellen skal ikke på køl, for så bliver den al for svær at smørre ud på kagen. 

Så tilberedes bunden
Knus kiksene helt fint enten med en blender eller kom kiksene i en pose og kør over dem med en kagerulle. 
Smelt smørret og rør kiksene i. 
Hæld kikseblandingen i bunden af din springform, glat det jævnt ud og tryk det lidt ned i bunden. 
Sæt formen på køl imens du tilbereder fyldet. 

Nu er det fyldets tur 
Pisk piskefløden til flødeskum og stil den til side. 
Pisk flødeost, vaniljesukker og sukker til det er glat, og rør det så sammen med flødeskummen. 
Udblød husblassen i 5-10  minutter i koldt vand. 
Knug vandet fra husblassen og smelt den over et vandbad. 
Tag en spiseskefuld af fyldet og rør det ud i den varme husblas. Gentag med en spiseske ad gangen indtil husblassen har stuetemperatur eller køligere, så rører du det sammen med det øvrige fyld.
Hak oreo kiksene groft og rør det i fyldet.
Tag springformen ud fra køl, og kom fyldet over bunden.
Dunk formen forsigtigt i bordet, for at få fyldet til at falde helt sammen/helt til bund.
Glat overfladen jævnt. 
Sæt kagen i køleskabet i 2 timers tid.

Til sidst skal toppingen på
Læg små skefulde karamel ud over hele kagens top, og glat så karamellen forsigtigt ud. Den kan sandsynligvis ikke blive helt glat, for det er karamellen for fast til. Dyp eventuelt dejskraberen i kogende vand, for at glatte bedst muligt. 
Blend/rul 2-3 digestive kiks helt fint og drys det så over karamellen.
Så er kagen klar til servering.
Fjern forsigtigt ringen, kør eventuelt en kniv langs kanten inden du tager den af.

Holdbarhed og opbevaring 
Kagen skal opbevares på køl, og den kan sagens holde sig i 3-4 dages tid.

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Der er flere opskrifter på oreo cheesecake på nettet. Jeg har selv fundet på denne variant. I nogle af opskrifter på nettet bruges der ikke husblas i fyldet, men så er der heller ikke særlig meget flødeost i fyldet. Hvis der bruges mindre flødeost, så bliver der efter min smag al for meget flødeskumssmag, men jeg synes næsten at det skal nævnes, hvis du vil forsøge dig med det.

Forresten kan du købe færdiglavet karamel, dulce de leche. Hvis du ikke vil bruge tiden på, at koge det selv. 









Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage