torsdag den 5. september 2013

Omvendt blommekage

En dejlig saftig kage med blommer - en rigtig mormor-kage.

Da jeg har fået mange blommer fra min storebrors have, fik jeg den ide, at bage denne omvendte blommekage. Efter lidt research ser det ud til, at blommesorten er en Bruuns Reiner Claude - men jeg er ikke helt sikker. Du kan helt sikkert bruge andre sorter, bare du er opmærksom på, at de kan være forskellige i sødmen.

Uanset hvad blommerne så ellers hedder, så smagte de helt fantastisk i denne omvendte blommekage, som blev spist med creme fraise til. Mine kollegaer var glade for den, og vi var enige om, at den ville være et hit, når bedsteforældre kom på besøg; en rigtig mormor kage.

Tidsforbrug:
40 minutters tilberedning og 40 minutter i ovnen.

Sværhedsgrad:
Let.

Det skal du bruge til 1 kage i en 2 liters fransbrødsform:

Dejen:
125 g smør
120 g sukker
2 æg
3 spsk citronsaft
200 g hvedemel
1 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
1 tsk kanel, stødt
½ tsk kardemomme, stødt
½ dl mælk (jeg brugte mini-mælk)
1 dl kærnemælk (kan sandsynligvis også erstattes med almindelig mælk)

Blomme-remoncen:
60 smør
100 g muscovadosukker (eller brun farin)
200 g halveret blommer uden sten (ca. 12 stk)

Start med blomme-remoncen:Vask, halvere og skær stenen fra blommerne (jeg brugte blommer, som havde været en tur i fryseren, så det kan også lade sig gøre, hvis du ikke har friske blommer)
Smør formen.
Rør smør og muscovadosukkr sammen med en gaffel til det er cremeagtigt.
Fordel det i bunden af formen og anbring blommerne dokorativt i bunden.
Sæt formen til side.

Så skal dejen på:
Varm ovnen til 180 grader.
Pisk smør og sukker let og cremeagtigt.
Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk grundigt efter hver.
Pisk citronsaften i dejen.
Sigt mel, vaniljesukker, bagepulver, kanel og kardemomme i æggeblandingen og rør det sammen.
Hæld mælken og kærnemælken i og rør dejen sammen (rør ikke for meget).
Hæld forsigtigt dejen over blommerne i formen.
Bages i midten af ovnen i 40 min. og afkøles ca. 15 min. før den vendes ud på en rist og afkøles helt.
Kagen kan falde lidt sammen på grund af de saftige blommer, men den smager alligevel super dejligt.
Server kagen med creme fraise eller flødeskum til.

Holdbarhed og opbevaring:
Kagen skal spises samme dag eller dagen efter at den er bagt. Den skal opbevares i en lukket beholder/pose ved stuetemperatur.

Inspiration (c) Mullehuset.dk
Opskriften på denne omvendte blommekage har jeg selv fundet på.




















Dagen efter var kagen faldet lidt sammen i midten, men det gjorde bestemt ingenting overhovdet.

Saftig og ikke al for sød i smagen. Kagen er ikke tung men luftig. Mums.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage