søndag den 12. maj 2013

Kolonihave lagkage

En lagkage med lyse vaniliebunde, frugt-cocktail, vaniliecreme og flødeskum - sådan ville farmor lave lagkage.

Da jeg spurgte min far, om jeg måtte bage lagkagen til hans fødselsdag, svarede han hurtigt ja. Han sagde dog også, at han gerne ville have en lagkage uden noget nymodens pjat (det var hans ord), en med vaniliecreme, flødeskum og frugt-cocktail. Jo jo far, jeg ved godt, hvad du ønsker; En lagkag som den farmor lavede i kolonihaven, da jeg var barn. Det var svært at holde mig indenfor kravspecifikationen, men det lykkedes næsten, selv om jeg måtte være lidt rebelsk og satte blandt andet kys på toppen.

Sværhedsgrad:
Middel

Tidsforbrug:
I alt omkring 3 timer og 45 minutter.
Marengskys = 30 minutter + 1 times bagetid
Vaniliecremen = 20 minutter
Mascarponecreme = 15 minutter (kan erstattes med vaniliecreme)
Kagebundene = 20 minutter + 15-18 minutters bagetid
Samle kagen = Ca. 45 minutter-1 times tid.

Fordel eventuelt arbejdet over flere dage:
1. dag = Bag marengskyssene
2. dag = Kog vaniliecremen
3. dag = Tilbered mascarponecremen, bag bundene og samle kagen.
4. dag = Pynt kagen og server den med et smil

Forme:
Opskriften giver en lagkage på størrelse med en halv bradepande, 24 middelstore stykker.
Du skal bruge 2 bradepander, når du bager bundene, og kagen kan f.eks. samles på en serveringsbakke beklædt med staniol - med mindre du selvfølgelig har et flot fad til formålet.

Marengskys
Se opskriften på marengskys her http://mullehuset.blogspot.dk/2013/05/kys-sa-luftigt-og-sdt.html
Du kan naturligvis også købe de færdiglavede i butikken, eller helt undlade kyssene og f.eks. sætte lys i kagen.

Det skal du bruge til vaniliecremen:
4 æggeblommer (frys eventuelt hviden ned)
2 spsk sukker
12 tsk maizenamel
½ l sødmælk
1 vaniliestang

Sådan gør du med vaniliecremen:
Skær vaniliestangen over, skrab kornen ud og kom det hele i en gyde med alle de øvrige ingredienserne.
Tænd for svag varme, og rør indtil cremen tykner. Den må ikke koge.
Når cremen er tyk, hælder du den på et glas eller anden beholder.
Tag vaniliestangen op, og læg film direkte ned på cremen, så den ikke får skin.
Sæt cremen i køleskabet til den skal bruges.

Det skal du bruge til vaniliebundene:
6 æg
500 g sukker
2 tsk vaniliesukker
1 3/4 dl kogt vand
3 tsk bagepulver
300 g hvedemel

Sådan gør du med vaniliebundene:
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Læg bagepapir på 2 bradepander.
Pisk æg, sukker og vaniliesukker længe, til det er lyst og luftigt.
Hæld langsomt det nykogte vand i imens du pisker.
I en anden skål blander du mel og bagepulveret.
Pisk melblandingen i lidt ad gangen.
Fordel dejen i de 2 bradepander, og glat den jævnt ud med en dejskraber.
Bag bundene i ovnen i 15-18 minutter til de har fået en lille bitte smule farve.
Prik i dem med et grillspyd eller lignende, og hvis der ikke hænger dej ved, så har bundene fået tilstrækkeligt.

Det skal du bruge til mascarponecremen (kan erstattes med vaniliecreme):
250 g mascarpone
4 pasteuriserede æggeblommer
4 pasteuriserede æggehvider
200 g flormelis
2 tsk vaniliesukker

Sådan gør du med mascarponecremen:
Pisk æggeblommerne med halvdelen af flormelissen og vanliesukkeret til de er hvide.
Pisk mascarponen i æggeblommemassen.
Pisk hviderne til de er næsten stive, pisk så flormelissen i ad 2 omgange til en marengsmasse.
Vend marengsmassen i æggeblommemassen, og stil den på køl til den skal bruges.
Mascarponecremen skal tilberedes samme dag, som kagen skal samles, den kan ikke stå på køl alene til næste dag.

Øvrige ingredienser til at samle lagkagen: 
2 dåser frugt-cocktail (1 dåse = 420 g med sukkerlage og 240 uden)
Glasur = 300 g flormelis, nogle spsk kogt vand og en spsk smør
1 glas jordbærmarmelade (ca. 400 g)
½ liter piskefløde

Sådan samler du kagen:
Skær lagkagebundene, så du har 2 stykker på 26 cm. og 2 på ca. 13 cm.

Hvis du har svært ved at få bundene af bagepapiret, så kan du lægge et nyt stykke bagepapir på bordet. Drys rigeligt med sukker over det, og vend kagebunden oven på bagepapiret med sukker, så bagepapiret på den bagte bund er øverst. Pensel rigeligt med vand på bagepapiret og lad det stå lidt tid, omkring 5 minutter. Vandet blødgør bagepapiret, og du kan nu roligt trække det af.

Læg en bund på 26 cm på dit fad.
Si frugt-cocktailen fra lagen, men gem noget af lagen (ca. 2 dl).
Pensel bunden med sukkerlagen fra frugt-cocktailen.
Hæld og glat med en dejskraber vaniliecremen ud over bunden.
Fordel frugtcocktailen over cremen.
Lag de 2 halve kagebunde på ca. 13 cm over, så de danner en stor bund på 26 cm.
Pensel bundene med sukkerlagen fra frugt-cocktailen.
Blend jordbærmarmeladen, så der ikke er nogle jordbær i og smør den ud over bundene.
Læg mascarponecremen i små klatter oven på jordbærmarmeladen, og glat klatterne forsigtigt ud. Pas på at du ikke blander jordbærmarmeladen ind i cremen (det ser bedst ud, når der skæres stykker af kagen).
Læg den sidste lagkagebund på toppen med den bagte lysebrune side opad.
Stil kagen i køleskabet til næste dag.
Bland ingredienserne til glasuren, og hæld og glat den ud over toppen. Dyp en dejskraber i kogt vand og glat forsigtigt, så du ikke trækker kagen med op i glasuren.
Sæt kyssene på i lige rækker (så er det lettere at skære i kagen).
Pisk flødeskummen og hæld den på en sprøjtepose (eller frostpose) med stjernetylle og sprøjt flødeskummen på lagkagens sider. Del eventuelt flødeskummen i 2 potioner, for dine hænder er varme og kan smelte flødeskummen, så den ikke kan sprøjtes på hele vejen rundt om kagen.

Opbevaring og holdbarhed:
Kagen kan sagens stå på en almindelig køleskabshylde (ca. 60 cm), hvis dit fad altså ikke er al for stort til det. Kagen skal helst stå på køl til den skal spises, og den smager godt op til 2-3 dage efter at den er samlet.

Inspiration:
Vaniliecremen og bundene er (med mullefikationer) fra Nigella Lawsons opskrift fra kogebogen Nigellas Køkken. Mascarponecremen er en mullefikation af en opskrift fra en kollegas veninde... langt ude, men jeg kan altså ikke selv tage hele æren for den.

Jeg har beklædt et serveringsfad med folie og lagt et stykke bagepapir på, så kan kagen nemt skæres ud uden at ødelægge folien.
Drys sukker over bagepapiret, før bunden vendes oven på.
Pensel vand på bagepapiret og træk det af efter nogle minutters tid.
Skær kagebunden ud i 2 stykker på 26 og 13 cm - du kan gøre det både før og efter du trækker bagepapiret af.
1. lag = sukkerlage, vaniliecreme og frugt-cocktail
Læg de 2 bunde på 13 cm op ad hinanden.
2. lag = sukkerlage, jordbærmarmelade og mascarponecreme (billedet er taget inden mascarponecremen er lagt på).
Sidste kagebund er lagt på, og dagen efter pyntes den med glasur.
Sådan ser kagens lag ud.
Når glasuren er glattet på, så sættes kyssene på i lige rækker og siderne sprøjtes med flødeskum.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage