torsdag den 23. maj 2013

Makronsnitter med marcipan

En sød makronsnitte med marcipan.

Nogle af mine kollegaer havde ønsket, at jeg bagte disse makronsnitter med marcipan. De smager dejligt sødt til kaffen, og er ren hygge til en arbejdstung eftermiddag - men kan sikkert også gøre det lige så godt en weekendsdag i selskab med familien eller venner.

Jeg valgte at bruge jordbærmarmelade, men lige som med traditionelle hindbærsnitter, så kan du selvfølgelig bruge hvilken som helst marmeladetype, som du lyster.

Tidsforbrug:
30-35 minutter og så skal snitterne bages i 15-20 minutter.

Sværhedsgrad:
Middel - det kræver tålmodighed, at hælde marengsfyldet over marmeladen, og en mørdej kan drille at rulle ud, hvis man ikke har prøvet det før.

Det skal du bruge til ca. 15 stykker:

Bunden:
225 g hvedemel
125 g flormelis
1 tsk bagepulver
125 g smør
3 æggeblommer

Fyldet:
200 g marmelade f.eks. jordbær (f.eks. blendet, for at undgå bærene), hindbær-, rabarber-, eller solbærmarmelade.

Makronmassen:
150 g marcipan
3 æggehvider
250 g flormelis.

Formen: ½ bradepandestørrelse, ca. 25x35 cm.
Plus bagepapir.

Start med bunden:
Tænd ovnen på 175 grader.

Bland mel, flormelis og bagepulver i en skål.
Skær smørret i små tern, og findel det med fingrespidserne til det er en grynet masse.
Del æggeblommerne, hæld hviden fra i en skål, og stil dem til side.
Hæld æggeblommerne ned til melmassen og samel dejen.
Riv 2 stykker bagepapir til formens størrelse.
Rul dejen ud mellem de 2 stykker bagepapir til det passer til formens størrelse.
Læg dejen i formen, men 1 stykke bagepapir under, smidt det andet ud.
Prik mange huller i dejen med en gaffel, og bag bunden i 15 minutter på midterste rille.
Bunden skal være lidt gylden og tør, så er den færdig.

Sådan gør du med makronmassen:
Riv marcipanen og hæld den i en skål.
Pas på, at du ikke får presset/trykket det revne marcipan sammen igen, for det klister hurtigt sammen.
Drys flormelissen over og rør marcipanen ud i flormelissen, så det er fint fordelt.
Hæld æggehviderne i og rør det grundigt sammen.

Når bunden er bagt:
Når bunden er bagt færdig, skruer du ovnen op på 200 grader.
Hæld marmeladen ud over og bred den ud i et jævnt lag.
Pas på at du ikke brænder dig på den varme form.
Tag nu en spiseske, og sæt klatter af makronmassen oven på marmeladen.
Det kræver tålmodighed, og glatter du makronmassen for voldsomt ud over marmeladen, så blander du marmeladen rundt i makronmassen.
Bag kagen igen i 15-20 minutter til overfladen er sprød og lysebrun.
Kagen skal afkøles i formen, og skæres først ud når den er afkølet.

Opbevaring og holdbarhed:
Kagen skal det første døgn opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt beholder. Hvis du gemmer den længere end det, så opbevar den i køleskabet.
Kagen smager godt helt op til 3-4 dag efter den er bagt, og den er faktisk allerbedst på andendagen, hvor den har stået og sat sig.

Inspiration:
Denne opskrift er med få mullefikationer fra et bagetillæg til magasinet BoligLiv



Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage