mandag den 5. august 2013

Æblemarmelade med varmede krydderier

Æblemarmelade med varmende krydderier som frisk ingefær og kanel.


Da jeg efterhånden havde et mindre lager af æbler, og forudså at min familie ikke kunne nå at spise dem alle, før de blev for gamle, så fik jeg ideen til, at koge æblemarmelade. Der var også lige nogle pærer tæt på udløbsdato, som også kom i - men du kan selvfølgelig udelukkende vælge at bruge æbler.

Jeg tilføjede en masse varmende krydderier som frisk ingefær, kanelstang, stødt muskatnød og også noget vanilie - og så fik marmeladen også lige lidt citron. Resultatet blev en marmelade med overordnet æblesmag, lidt kanel og en varm eftersmag af ingefær. Rigtig dejlig.

Tidsforbrug:
30 minutter på at tilberede alle ingredienserne, som skal koges ca. 30 minutters tid, og omkring 5-10 minutters tid på at blende marmeladen, og skolde, skylle og hælde marmeladen på glas.

Sværhedsgrad:
Let.

Det skal du bruge til 1200-1300 g marmelade:
800 g æbler skrællet og skåret i tern
200 g pære skællet og skåret i tern
2 dl vand
1 tsk frisk revet ingefær
1 citron, skal og saft (½ dl)
500 g sukker
1 tsk stødt muskatnød
4 tsk vaniliesukker
1 kanelstang (10 g)
½-1 tsk atamon (skylle glassene i)

Sådan gør du:
  1. Skræl og skær frugterne i tern.
  2. Hæld frugterne i en gryde sammen med vand, fint revet frisk ingefær, fintrevet skal af 1 citron og dens saft (½ dl saft), sukker, stødt muskatnød, vaniliesukker og læg kanelstangen ned i.
  3. Kog alle ingredienserne ved middelvarme og rør jævnligt i 30 minutters tid, til frugterne er kogt godt møre.
  4. Skum marmeladen.
  5. Tag kanelstangen op og blend marmeladen (med mindre du kan lide den med små tern af frugtkød).
  6. Skold marmeladeglassene i kogende vand, skyl dem i atamon og hæld marmeladen på og luk dem straks.
  7. Hvis du synes, så kan du lægge kanelstangen i marmeladen - det ser pænt ud.
Holdbarhed og opbevaring:
Marmeladen kan opbevares ved stuetemperatur, men holder sig allerbedst køligt og mørkt. Den kan holde sig i op til et års tid i uåbnet glas.



Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage