fredag den 2. august 2013

Rugbrød bagt på fuldkorns speltmel og hvid hvede

En dejligt saftigt og kernefyldt rugbrød drysset med birkes og bagt på gær.


Vi er blevet meget glade for hjemmebagt rugbrød i min familie, og da jeg efterhånden har bagt den samme opskrift mange gange, synes jeg, at det var på tide, at prøve noget nyt.

Resultatet blev dette rugbrød (fuldkornsbrød), og det er dejligt saftigt og luftigt. Det er lækkert fyldt med kerner og smager skønt drysset med birkes.


Sværhedsgrad:
Let.

Tidsforbrug:
I alt omkring 4 timers tid.
20-30 minutters tid om at tilberede dejen, plus 2 x 1 times hævning, og så skal brødet bages i 1½ time.

Det skal du bruge til 2 brød:
150 g knækkede hvedekerner
25 g/ ½ pakke gær
5 dl kærnemælk
2 dl kogende vand
1 spsk honning
1 spsk salt
75 g solsikkekerner
75 g hørfrø
25 g sesamfrø
320 g fuldkorns speltmel
200 g hvid hvedemel
Smørrelse til formene
Ca. 50 g blå birkes

Forme:
2 stk 2 liters rugbrødsforme.
Sådan gør du:
  1. Kog de knækkede hvedekerner i 2-3 minutters tid, hæld vandet fra, og skyld kernerne i koldt vand, så de er lettere afkølet, når du skal bruge dem, og hæld vandet fra.
  2. Hæld det kogende vand i kærnemælken, så mælken er lidt mindre koldt, og udrør gæren i væsken. (Hvis væsken stadig er kold, så varm den i mikroovnen eller i en gryde, for ellers sinkes hæveprocessen).
  3. Hæld alle ingredienserne i (honning, salt, solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, fuldkorns speltmel og hvid hvedemel) undtagen birkes.
  4. Rør dejen til den er som en meget fast grød, og hvis du har en køkkenmaskine, så sæt den på arbejde nu, og ælt/rør dejen i 5 minutters tid.
  5. Læg et viskestykke over skålen og lad dejen stå og hæve i 1 times tid.
  6. Smør formene og drys birkes på dets sider. Hæld skefulde af dejen i formen og tryk den jævnt ud med hånden. Drys birkes på toppen.
  7. Læg viskestykket over, og lad dejen hæve igen i 1 times tid.
  8. Tænd ovnen på 210 grader, og bag brødet i 5 minutters tid. Skru ned på 180 grader og bag brødene i 1½ times tid.
  9. Hæld forsigtigt brødet ud af formene, og lad dem køle af på en rist.
Holdbarhed og opbevaring:
Når brødet er afkølet, så skal det opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. Det kan holde sig i 3-4 dages tid.

Inspiration (c) Mullehuset.dk
Denne opskrift har jeg selv fundet på.



1 kommentar:

Anonym sagde ...

Super lækkert 'rugbrød'. Havde ikke noget speltmel, så erstattede det med en af mine egen favoritter: grahamsmel. Er lidt bange for at jeg ikke kan spise noget aftensmad, for måtte lige smage en skive, og endnu en... Denne opskrift kommer blandt favoritterne! It's a keeper :)

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage