torsdag den 18. oktober 2012

Æblesnitter med rabarber

I disse dage tænker jeg meget på, hvad der kan bages af årstidens frugter. Og der er jo æbler i massevis, så de er oplagt, at bruge i bagværk.

Disse æblesnitter smager dejligt, men rabarberen fylder meget i smagen, så pas på at du ikke smørre for meget på. Jeg brugte rabarberkompot (en rest fra i sommers), men jeg forestiller mig, at æblesnitterne kan få et hvilket som helst lag af marmelade under æblerne. Egentlig er denne opskrift meget velegnet til hvilket som helst fyld, det er bare om, at prøve sig frem.


Sværhedsgrad:
Opskriften er let, hvis du er fortrolig med mørdej, hvis ikke, så vil jeg mene den er middelsvær.

Tidsforbrug:
Jeg glemte at tage tid, men mener at jeg brugte 45-60 min. plus 25 min. i ovnen.

Det skal du bruge til en form på størrelse med en ½ bradepande ca. 10 stykker:
125 g smør
1 tsk bagepulver
250 g hvedemel
100 g sukker
1 tsk. vaniliesukker
1 æg

Det skal du bruge til fyldet:
100-150 g rabarberkompot eller marmelade (en slags som komplimenterer æblerne)
6 små æbler / 3 store æbler (ca. 300 g. skrællet og skåret)
2 spsk. stødt kanel
2 spsk. strøsukker




Sådan gør du:
Skær smørret i tern og hæld det i en skål.
Sigt bagepulver og mel ned til smørret (når du sigter det, er du sikker på bagepulveret er godt blandet med melet, du kan også bare vælge at rører det rundt).
Bland melblandingen med smørret, gnid det sammen med fingerne til det bliver en masse små klumper. Det tager lidt tid, og især hvis smørret er koldt.
Hæld sukker og vaniliesukker i og rør rundt til det er fint fordelt.
Lav en lille hulning i midten af blandingen og hæld ægget i.
Dejen samles og stilles i køleskabet imens du tilbereder fyldet. (Hvis dejen ikke vil samles, så hæld nogle spiseskefuld koldt vand i - kun lidt ad gangen).

Skræl æblerne og skær det i både og fjern kernehuset. Skær bådene til mindre tynde både (hver kvart deles til 2-3 stykker).
Tænd for ovnen på 200 grader.
Tag dejen ud af køleskabet og del den i 1/3-del og 2/3 dele (brug eventuelt din køkkenvægt, hvis du er usikker). Stil 1/3-del tilbage i køleskabet.
Dejen på 2/3-dele ruller du ud mellem 2 stk. bagepapir, så det passer til din bageform (jeg brugte et ildfast fad i ½ størrelse af min bradepande).
Fjern det øverste stykke bagepapir, og vend det nederste over bageformen, og træk det forsigtigt af ( formen skal ikke smørres).
Smør nu kompot eller marmeladen på i et fint fint lag.
Læg bagefter æblerne på i et fint lag, hver båd ved siden af hinanden.
Drys kanelen over.
Tag den sidste del af mørdejen ud af køleskabet.
Rul den ud så den passer til din form, og læg den over æblerne.
Tag en kniv og skær et mønster i den øverste dej. Jeg skar blot nogle lodrette snit, men du kan også vælge at være mere kreativ.
Drys strøsukker over det øverste lag dej, og bag kagen i ovnen i 25 minutter eller til den er gylden.

Kagen smager dejlig både samme dag, som den er tilberedt men især også dagen efter.

Opbevaring:
I en lufttæt beholder i max. 2-3 dage.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage