lørdag den 17. august 2013

Rabarber marmelade med mandler

Rabarber marmelade med vanilje og mandler. 

Jeg har købt en bog om marmelader, syltetøj og henkogte frugter. Den er min bibel for tiden, og jeg koger marmelader i stor stil. Bogen, som hedder Annes søde syltebog, inspirerede mig til at koge denne rabarbermarmelade med mandler.

Marmeladen har crunch og smager simpelthen skønt. Den er lækker på nybagt franksbrøde, men vil også være fantastisk til desserter, f.eks. is eller pandekager.

Sværhedsgrad:
Let.

Tidsforbrug:
Lidt over 1 times tid.

Det skal du bruge til omkring 1 kg. færdigkogt marmelade:
500 g rabarber
325 g sukker
3 tsk vaniljesukker
1 tsk nonoxal
100 g mandler
1 tsk stivelsespulver
1-2 tsk Atamon

Sådan gør du med rabarberne:
Vask rabarberne grundigt og skær dem i mindre stykker, og hæld dem i en gryde.
Tilføj sukker, vaniljesukker og nonoxal og rør rundt.
Kog marmeladen i omkring 30 minutter til rabarberne er udkogt og bløde.
Måske skal der lidt mere sukker i, for rabarber er forskellige, så smag efter om du synes den er god.

Stegte mandler:
Imens marmeladen koger så koger, smutter og hakke du mandlerne (jeg hakkede dem groft).
Steg mandlerne på en tør varm pande i 5 minutters tid.
Inden du hælder mandlerne i marmeladen, så vurdere om du vil have den stivere. Det er en smagssag, jeg valgte at give den 1 tsk stivelsespulver (følg pakkens anvisning), men du kan sagens undlade det.
Hæld mandlerne i marmeladen og rør rundt.

På glas:
Skyld marmeladeglassene i kogende vand (glassene skal være varme, når de skylles, for ellers kan de revne, så hæld eventuelt lidt varmt vand i fra hanen, før du skyller dem i det kogende vand).
Skyld glassene i en smule atamon ca. 1/4-½ tsk pr. glas.
Fyld marmelade i glassene og luk dem straks.

Holdbarhed og opbevaring:
Marmeladen kan opbevares mørkt ved stuetemperatur, men holder sig allerbedst køligt og mørkt. Den kan holde sig i op til et års tid i uåbnet glas.

Inspiration:
Denne opskrift er inspireret af de marmeladevarianter, som findes i min nye bog "Annes søde syltebog", men jeg har også fået en del inspiration og viden om kogning af marmelader, ved at se på Dansukkers hjemmeside.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tusind tak!!

Det var lige en opskrift som jeg kan bruge. Søgte på Google efter rabarbermarmelade med mandler og fik linket op til din hjemmeside.

Det lyder som en rigtig lækker marmelade, og jeg vil straks 'høste' den sidste rabarber i haven og få lavet den marmelade. Så kan jeg også glæde venner med en lille gave.

MVH
Rethe

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage