søndag den 6. januar 2013

Kurvebrød med mørk sirup

Det ser utrolig flot ud med et brød, som er hævet i en hævekurv. Jeg købte 2 hævekurve i Netto for nogle måneder siden, og har nu endelig fået afprøvet dem. Ud over at brødet var flot mønsteret og gyldent, så var konsistensen blød, smagsfuld og sød. Brødet er fantastisk til oste og sødt pålæg.

Tidsforbrug:  
I alt omkring 2½ time.
20-30 min. om at samle dejen, som skal hæve 2 x 45 min. og bages 35-40 min.

Sværhedsgrad:
Let - det eneste som brødet kræver er tålmodighed, fordi det skal hæve af 2 omgange. Lad dig ikke skræmme af hævekurven, for det er ingen sag at hæve brød i den.

Det skal du bruge til 1 brød:
25 g smør
2½ dl yoghurt naturel (eller ymer)
25 g gær
1 dl mørk sirup
1 tsk salt
175 g hvedemel
200 g sigtemel

Sådan gør du:
Mål det yoghurt op som skal bruges, og stil det til side på køkkenbordet. Det skal stå 20 minutter eller mere, så det får stuetemperatur. Hvis du ikke har tid til at vente, så varm det evt. over et vandbad.
Smelt smørret og hæld det i yoghurten.
DET ER VIGTIGT, at smør og yoghurt blandingen er lunken, for ellers vil dejen ikke hæve (eller skal hæve længere tid end de beskrevet 45 min.).
Smuldre gæren i yoghurt-smør-blandingen, og rør gæren ud.
Tilsæt sirup, salt og rør.
Bland mel og sigtemel i en skål og rør det i de øvrige ingredienser lidt ad gangen.
Dejen er lidt klisteret.
Læg et viskestykke over dejen, og lad den hæve i en skål på køkkenbordet i 45 minutters tid (til dobbelt størrelse).

Når dejen har hævet 1. gang, hælder du den ud på et let meldrysset bord.
Drys mel i din hævekurv.
Ælt dejen let igennem (ikke for meget), og læg det i din hævekurv. Tryk forsigtigt dejen ned i hævekurven, læg et viskestykke over og lad dejen hæve 2. gang i 45 minutters tid (til dobbelt størrelse).

Tænd ovnen på 200 grader.
Tag en bageplade og beklæd den med bagepapir.
Vend forsigtigt dejen ud på bagepapiret, og bag den i ovnen i 35-40 minutter på 2. nederste rille.
Tjek efter halvdelen af tiden er gået, om brødet er ved at blive for mørkt. Hvis det er tilfældet, så læg sølvpapir over brødet den sidste bagetid.
Hvis du er i tvivl om brødet, har fået tilstrækkeligt i ovnen, så løft det forsigtigt og bank på bunden af brødet. Hvis det lyder hult, så er det færdigbagt.

Opbevaring:
Brødet smager bedst samme dag, som det er bagt, men er også stadig virkelig godt dagen efter. Det skal opbevares i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.

Tips!

Alternative ingredienser til denne opskrift: Jeg har også bagt denne opskrift med andre mejeriprodukter og anden melsort. Det kan jeg også anbefale. Du kan erstatter yoghurt naturel med 200 g kvark og 50 g creme fraise, og melet med speltmel i stedet for sigtemel. Hvis du vælger denne variant, så får du et (endnu) sødere brød.

I stedet for mel: så kan du drysse din hævekurv med f.eks. sesam, birkes eller andre små frø eller kerner.

Du må aldrig bage brødet i hævekurven, den bruges alene under hævning.

Hævekurve skal ikke vaskes for meget: Pas på med at vaske din brødkurv i for meget vand og sæbe. Den skal være tør, så tør, børst og bank den godt fri fra melet, når du har brugt den, og opbevar den et tørt og rent sted f.eks. i en papæske/-pose eller lignende. Hvis du vil vaske den (f.eks. fordi der er dejrester på den), så gør det med en let fugtig klud eller børste og sørg for, at lægge den godt til tørre. Du kan eventuelt smører den med noget smagsneutralt olie, før du igen drysser den med mel.

Formålet med en hævekurv er at våde deje hæver opad i stedet for udad når brødet hæver - og som ekstra bonus får brødet et smukt mønster.

Hvad er hævekurve lavet af: Hævekurve er lavet af pil eller af peddigrør, som kommer fra en slyngplante, der vokser i regnskoven.

Køb af hævekurve: Jeg har set, at du kan købe hævekurve i f.eks. helsekostbutikker, men nogle isenkrammere sælger dem også. Hvis de ikke er på tilbud, så koster de som regel fra omkring 150,- kr. Nogle gange er de dog også på tilbud i almindelige dagligvarebutikker som f.eks. Netto eller Brugsen. Da jeg købte mine kurve i Netto, kostede de kun 60,- kr. stk. Hvis du er til køb via nettet, så kan du købe hævekurve til gode lave priser hos www.hwl.dk.

Køb 2 nu du er i gang: Det kan tit svarer sig, at købe 2 kurve, for de fleste opskrifter er til 2 brød. Og køb gerne en rund og en oval, for så kan du lige præcis (men også kun lige) have dem begge i ovnen på samme tid.

Hvis dejen sidder fast i kurven:
En dag da jeg bagte kurvebrød oplevede jeg, at dejen sad fast i hævekurven, da jeg skulle vende det ud på bagepladen. Det ødelagde hele brødet, og jeg var meget meget ærgerlig. Så tog jeg en hastig beslutning, og æltede hele brødet sammen igen - selv om det så fik lidt mere mel i sig - og lagde det til genhævning i hævekurven i 30 minutters tid. Det lykkedes 2. gang at vende brødet ud af kurven, og det blev stadig super godt. Så hvis du en dag står i en situation magen til denne, så kan du eventuelt også prøve denne løsning. Lektien er altid at huske, at drysse kurven med MEGET mel.

Inspiration:
Denne opskrift er med få "mulleficationer" fra bagebogen "A piece of cake" af Leila Lindholm.


Brødet hæver i hævekurven


Brødet vendes forsigtigt ud på en beklædt bagepladen.


Resultatet er lige til at spise... flot og gyldent brød.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage