fredag den 18. januar 2013

Fødselsdagslagkage

En traditionel dansk fødselsdagslagkage skal efter min mening indeholde vaniliebunde, jordbær, flødeskum og vaniliecreme. Hvis du - som jeg - skal holde fødselsdagen en vinterdag, hvor der er langt mellem de frisk jordbær, så kan frosne jordbær sagens bruges. Jeg lagde et låg af marcipan over kagen, men du kan også pynte den med flødeskum og glasur.


Tidsforbrug:
I alt omkring 1 time og 40 minutters tid.
Det tager omkring 1 time at bage lagkagebundene, ca. 30 minutter at tilberede dejen, som skal bage bages i 30 minutter.
Det tager ca. 2x10 minutter at blande jordbærcremen og vaniliecremen.
Det tager ca. 20 minutter at samle lagkagen.

Sværhedsgrad:
Middel svær.

Det skal du bruge til 2 mellemtykke bunde eller 3 tynde:
3 æg
2 dl sukker
1 tsk vaniliesukker
2½ dl hvedemel
2 tsk bagepulver
3 spsk vand
Lidt smør og rasp til formen

Desuden skal du bruge:
Ca. 200 g jordbærmarmelade til at smørre på bundene.
1 pakke lagkagemarcipanlåg (kan købes for 37,95 i Superbrugsen).

Eventuelt sukkerblomster eller fødselsdagsflag og -lys til pynt.
Jeg dryssede lidt lyserød flormelis over marcipanen, så blev det lidt mere piget. (Lyserødt flormelis kan købes i butikkerne, og er med jordbærsmag).

Det skal du bruge til jordbærcremen:
400 g. frosne jordbær eller friske jordbær
1 dl sukker
½ l. piskefløde

Det skal du bruge til vaniliecremen:
Du kan koge cremen selv, men her tyede jeg til den lette løsning.
½ l. mælk
1 brev vaniliecremepulver f.eks. Dr. Oetker.

Sådan gør du med lagkagebundene
Tænd ovnen på 180 grader.
Pisk æg, vaniliesukker og sukker luftigt og lyst med en elpisker. Du skal piske længe, i hvert fald 5 minutter.
Bland mel og bagepulver i en anden skål, og sigt det ned i æggemassen.
Vend forsigtigt melet i æggemassen.
Hæld 3 spsk vand i dejen og rør igen forsigtigt.
Smør en springform og drys en lille smule raps på.
Hæld dejen i formen og bag den i ca. 30 minutter.
Stik i dejen og se om der hænger dej ved. Hvis der gør det, så skal den have mere tid.
Lad dejen køle i 5 minutters tid, før du tager ringen af formen, og lad den køle helt før du fjerner bunden.
Imens kagen køler, så kan du tilberede cremen.

Sådan gør du med jordbærcremen:
Jordbærene skal være optøet, hvis du bruger den frosne version.
Hæld jordbærene i en skål og drys sukkeret over.
Lad jordbærene trække i sukkeret i 10 minutters tid (gerne mere).
Pisk piskefløden stiv, og hæld 2/3-del ned til jordbærene og vend forsigtigt jordbærene rundt i skummet.
Stil jordbærcremen og 1/3-del af flødeskummet koldt til den skal bruges.

Sådan gør du med vaniliecremen:
Gør som anvist på pakken, hvilket sædvanligvis blot er at piske pulveret med mælken i 1 minuts tid.

Sådan samler du lagkagen:
Læg en bund på lagkagefadet. Den nederste bund skal vende ned mod fadet.
Fordel fyldet på lagkagebunden og læg en ny over. Inden du smørrer vaniliecremen på, smørrer du et tyndt lag jordbærmarmelade på bunden.
Skift mellem vaniliecremen og jordbærcremen.
Den sidst lagkagebund som lægges skal lægges med bunden opad.
Fordel til sidst flødeskummen på toppen og læg marcipanlåget over.

Tips!
Det er vigtigt, at du husker de 3 spsk vand, når du tilbereder dejen til lagkagebundene. Hvis du glemmer det, så er det overvejende sandsynligt, at bundene vil falde sammen, når de bages.

Det er svært at skære lagkagebundene
Du kan stille lagkagebundene på køl, og vente med at skære ud - de er lettere at skære, når de er kolde. Hvis du helst vil undgå, at skærer bundene ud, så kan du bage dem over 2-3 omgange - men det tager tid.

Opbevaring
Hvis du ikke har en lufttæt beholder, som er tilstrækkelig stor til at indeholde kagen, så kan du måske prøve, at se om du har en stor pose, som den kan få over. Hvis du ikke kan gøre det helt lufttæt, så sørg for, at du fjerner al mad med stærk lugt fra kagen f.eks. løg eller spegepølse, for ellers så smager kagen hurtigt af de andre madvarer.

Marcipanlåg
Du kan også selv vælge, at rulle marcipan ud til låget. Hvis du bruger den færdigkøbte version, så vær opmærksom på, at den ikke kan dække over en meget høj lagkage, og du måske skal rulle den mere ud, inden den lægges over kagen.

Holdbarhed og opbevaring:
Kagen skal opbevares i en lufttæt beholder.
Kagen kan holde sig i 3 dage på køl.

Inspiration - © Mullehuset.dk
Denne opskrift er af egen opfindelse.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage