lørdag den 18. januar 2014

Lagkage med karamel, hvid chokolademousse og karamelnøddetop

Lagkage med spunge vaniljebunde, karamel, hvid chokolademousse og karamelhasselnøddetop

Til min fødselsdag var jeg i syv sind. Hvilken lagkage skulle jeg bage. Men så kom min kæreste med det helt rigtige råd, at jeg skulle bage den kage, som jeg allerbedst selv kunne lide.

Det blev til denne lagekage, med spunge vaniljebund, hvid chokolademousse, et lag af karamel kogt på kondenseret mælk og en karamelhasselnøddetop øverst. Og det blev til dato - efter min egen smag - en af de allerbedste lagkager jeg har bagt.


Sværhedsgrad: 
Middel-svær.

Tidsforbrug: 
I alt omkring 5 timer. Ca. 2 hvis du ikke medregner den kondenseret mælks kogetid.

Det tog noget tid, at bage denne kage, og det kan være en fordel, at lægge en lagkageplan. Her er et eksempel (og meget tæt på, hvordan jeg gjorde):

1. dag: Kog kondenseret  mælk til karamel = 3 timer
2. dag: Bag kagebundene = 35 min. tilberedningstid og 30-35 min. bagetid. Og tilbered karamelnøddetoppen, som tager ca. 30 minutter.
3. dag: Tilbered den hvide chokolademousse = 30 minutters tid og 1 time til afkøling. Og nu kan kagen samles, hvilket tager omkring 20 minutter.

Det skal du bruge til 1 lagkage på ca. 25 cm., ca. 12 stk. 
Kagen bliver høj, så du skal gøre plads til den i dit køleskab.

Det skal du bruge til karamellen: 
1 kondenseret mælk (397 g.)

Det skal du bruge til spunge vaniljekagebundene - 4 stk. 
240 g smør
600 g sukker
2 spsk vaniljesukker
4 æg
5 dl kærnemælk
600 g hvedemel
2 tsk natron
6 tsk hvidvinseddike

Smør til formene
Bages i 2 springforme på ca. 25 cm.

Det skal du bruge til nøddetoppen: 
150 g hasselnøddeflager
50 g sukker
50 g brun farin
100 g smør
2 spsk piskefløde

1 spsk hvedemel

Det skal du bruge til den hvide chokolademousse:
250 g hvid chokolade
4 dl. piskefløde
½ l. creme fraise (9 %)

Sådan koger du den kondenseret mælk til karamel: 
http://mullehuset.blogspot.dk/2013/09/karamel-af-kondenseret-mlk.html#more

Du kan også vælge at købe karamellen færdiglavet, så hedder det Dulce Leche og kan købes i special butikker f.eks. kaffe-/tebutikker.

Sådan gør du med kagebundene: 
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Pisk smør, sukker og vaniljesukker blødt og luftigt. Hvis smørret er meget koldt, så kan du skære det i tern og lune det lidt i mikroovnen eller over et vandbad.
Pisk et æg i ad gangen.
Rør forsigtigt og skiftevis kærnemælk og hvedemelet i lidt ad gangen.
Rør natron i hvidvinseddiken (det bruser op) og rør det i dejen.
Smør springformene grundigt og fordel dejen i de 2 forme.
Kagerne bages i 30-35 minutters tid. Se til kagerne allerede efter 25-30 minutter, om de skal have mere. Stik i dem, og hænger der dej ved, så skal de bages i længere tid.
Kagerne afkøles og sættes i køleskabet, til de skal skæres igennem og bruges i kagen.

Sådan gør du med karamelnøddetoppen: 
Tænd ovnen på 180 grader.
Læg bagepapir på din bradepande.
Hæld alle ingredienserne i en gryde.
Rører rundt ved middelvarme ind til sukkeret og smørret er smeltet.
Hæld blandingen på bradepanden, og glat den ud med en grydeske (pas på den er meget varm).
Bag nøddebunden i 10-12 minutters tid, den vil boble op og koge, og må helst ikke være alt for brun i kanterne, for når den bliver kold så bliver den hård og sprød.
Lad bunden køle af i ca. 5 minutters tid, før du med din bage-/kagering/springform udstikker en bund af karamelnøddebunden. Bunden skal være på størrelse med kagekagebundene/din springform. Du kan også bruge en kniv og skære bunden ud i rette størrelse. Du skal ikke flytte på karamelnøddebunden bare stikke eller skære den ud. Bunden er stadig al for blød til at flytte uden at gå i stykker.
Vent yderligere 5 minutters tid, så er bunden lidt mere sammenhængende, og du kan vende den over på en rist og køle helt af. Det af karamelnøddebunden som ikke er udstikket til toppen, kan du knække i mindre stykker, og gemme det til en isdessert, du kan også vælge at drysse det mellem et af lagene (jeg gemte det til isdessert).
Opbevar nøddekarmellen ved stuetemperatur, til du skal bruge den.
Se eventuelt billeder fra denne opskrift: http://mullehuset.blogspot.dk/2013/09/lagkage-med-karamelmidte-mild.html#more

Sådan gør du med den hvide chokolademousse: 
Hak chokoladen og smelt den over et vandbad.
Pisk fløden til flødeskum og hæld creme fraise i.
Bland flødeblandingen med chokoladen og rør til moussen er glat.
Stil chokolademoussen koldt i 1 times tid, så den er blevet fast og tyk til du skal bruge den.

Sådan samler du kagen: 
Del kagebundene midt over, så du har 4 kagebunde i alt.
Lag en bund på dit lagkagefad, og fordel chokolademousse over bunden. Du skal bruge mousse i alle 3 lag, så brug mousse derefter.
Læg små klatter af karamellen på en lagkagebund, og glat den ud til den er jævnt fordelt over hele bunden. Løft bunden med karamellen over på den nederste bund med mousse. (Hvis du smørre karamellen ud, imens bunden ligger oven på den nederste bund med moussen, så risikerer du, at moussen løber ud).
Fordel mousse jævnt over karamellen og lag endnu en bund ovenpå.
Fordel mousse på lagkagebunden og læg den sidste lagkagebund ovenpå.
Læg til sidst karameltoppen oven på, og stil kagen på køl indtil den skal serveres.

Holdbarhed og opbevaring: 
Lagkagen skal opbevares i køleskabet, og meget gerne i en lufttæt beholder/pose, så moussen ikke tager smag af de andre (eventuelle stærktlugtende) madvare i køleskabet. Kagen kan holde sig op til 2-3 dages tid.

Inspiration (c) Mullehuset.dk 
Denne opskrift har jeg selv fundet på.




Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage