lørdag den 20. oktober 2012

Græskar muffins

Min kæreste kom en eftermiddag hjem med en lille gave til mig. Papirforme til muffins med halloween dekoration og dertil små græskar-flag. Sikke en dejlig overraskelse - og meget kærligt af ham, for han kan slet ikke (læs: OVERHOVEDET IKKE) forstå, at jeg giiiider bage så meget.

Jeg mener, at lige præcis den slags muffinsforme kræver et fyld med græskar. Der er bare lige det, at jeg egentlig ikke synes græskar smager af så frygtelig meget. Smagen er meget dæmpet. Sidste år bagte jeg en græskartærte, som var nærmest smagsløs. Denne opskrift er derfor fyldt med krydderi, og jeg har valgt ikke at koge græskarret til mos, men har simpelthen revet det i dejen, for at bevare så meget af smagen som muligt. Resultatet er blevet en muffin med en krydderet græskarsmag med chokoladestykker, dejlig.


Sværhedsgrad:
Let - alt kan røres sammen i en skål, og det mest udfordrende må være at skrælle og rive græskaret.

Det skal du bruge til 12 muffins:
½ hokkaido græskar (200 g revet)
300 g hvedemel
3 tsk bagepulver
½ tsk stødt ingefær
1/4 tsk muskatnød
2 tsk kanel stødt
150 g brun farin
1 æg
1 dl vegatabilsk olie
2½ dl. kærnemælk
100 chokoladeknapper

Sådan gør du:
Skrællen på græskarret er meget hård, så du skal bruge en god stor kniv.
Start med at halverer græskaret, og skræl kernerne ud med en ske.
Skær græskarret i mindre stykker, som du derefter skærre skrællen af.
Hvis du mener, at der er en lettere måde, at gøre det på, så gør det sådan - denne virkede for mig.
Riv græskarret på den grove side af rivejernet.
Hæld det græskarret i en stor skål.
Hæld mel og bagepulver ned til græskarret og rør godt rundt, så alle græskarstykkerne har fået mel på sig (så synker de ikke til bunds i formen).
Hæld krydderierne i og den brune farin og rør rund.
Hæld nu de våde ingredienser i og rør rundt.
Slut med at hælde chokoladeknapperne i. Jeg brugte mælkechokoladeknapper, men du kan også bruge almindeligt grofthakket chokolade, og en mørk variant ville også kunne bruges - den smager blot mere bitter og kraftigt igennem.
Hæld dejen i muffinformene, og bag dem i 25 minutter i ovnen. Stik eventuelt i dem med et trægrillspyd eller lignende, og hænger der dej fast, når du trækker op, så skal de have mere.

Opbevaring:
Græskarmuffins smager dejligt lune, men også når de er kolde. Kærnemælken gør at de bliver lidt mere svampede og kan holde sig i 1-2 dages tid i en lufttæt beholder.


2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Min kæreste er langt fra kageglad - men jeg skal lige love for at der blev kørt græskarmuffins ned. Det var en fornøjelse at se én der ellers ikke er så glad for kage sætte så stor pris på det man har bagt. Så tak for en tilsyneladende succesfuld opskrift. Den er kommet iblandt mine få andre gode madopskrifter og er bestemt ikke sidste gang i år de bliver lavet.

Mulle sagde ...

Min kæreste er heller ikke kageglad, så jeg forstå lige præcis din glæde over, at din kæreste kunne lide, det du havde bagt. Tak for din opmuntrende kommentar.

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage