søndag den 29. juli 2012

Linser

Min gode veninde, Jennie, præsenterede mig for linser. Jeg var næsten lige flyttet hjemmefra, og hun kom på besøg til kaffe og kage - jeg ville så gerne virke voksen (og var kun i slut teenager-årene). Da Jennie så linserne hos bageren, var hun ikke i tvivl om vores kagevalg, vi skulle da have linser. Og senere over kaffen kunne jeg kun give hende ret, linser var det helt rigtige kagevalg.

I et tillægsblad (BageLiv) fra Boligliv, så jeg en opskrift på linser, mindes vores venindehygge, og vidste straks, at linser var det næste, jeg skulle bage.

I dag gik jeg så i gang, mørdejen og cremen var let at lave (piece of cake hø hø). MEN da jeg kom til, at stikke ud til formene og lågene, så fik jeg udfordringer. Og mørdejen blev lun af al besværet, så efterhånden blev den blød og svær at arbejde med. Jeg kan derfor klart anbefale, at du finder forme og udstikkere frem inden, og har gjort dig overvejelser om bundens og låget størrelse.

Det tog mig næsten 1 time at udstikke bunde, fylde dem og lægge låg på. Jeg havde tænkt mig at lege lidt med nogle flettede mørdejskanter, men måtte nøjes med hjerter.

Nåh men de smager dejligt, og skal da gentages... Måske med en klat frugtmos eller bær i cremen.

Dejen er til ca 10 linser (forme på ca 8 cm i diameter, hvis du har det - ellers kan du måske finde på noget andet, som jeg gjorde).

Det skal du bruge til mørdejen:
250 g mel
50 g flormelis
185 g smør
2 æggeblommer

Det skal du bruge til vaniljecremen:
3 æggeblommer
2 spsk sukker
2 spsk maizena
1½ dl piskefløde
1½ dl sødmælk
1 vaniljestang

Sådan gør du med mørdejen:
Kom mel og flormelis i en skål.
Skær smøret i mindre stykker og findel det i melet.
Til sidst samler du dejen med æggeblommerne.
Stil dejen i køleskabet i minimum 30 minutter.*

Sådan gør du med cremen:
Tag en gryde frem, og rør æggeblommerne, sukker og maizena sammen.
Hæld mælk og fløden i og rør.
Skrab kornene fra vaniljestangen, og kom både dem og stangen i gryden.
Tænd for middelvarme og rør indtil cremen bliver tyk og småkoger.

Tag dejen ud af køleskabet - er den for hård at arbejde med, så lad den stå i 5-10 minutter.
Tænd ovnen for 200 grader (180 grader varmluft).
Smør formene og hæld ca 1 tsk sukker i hver form. Drej og vend formen, så sukkeret kommer på alle siderne.
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir. Den skal være ca. 4 mm. tyk.
Stik bunden ud til formen. Husk at de skal være større end formens top, for at gå op til kanten. Og husk dej til låget.
Hæld 1-1½ spsk fyld i hver kagebund.
Udstik låget og læg det hen over.
Sørg for at dejen er samlet og slutter tæt om cremen. Pres eventuelt et mønster med en gaffel eller en ske i kanten.
Du kan også vælge at gemme lidt dej og udstikke et hjerte, stjerne eller lignende til at lægge på låget.
Bag linserne i ca. 15-18 minutter til de er gyldne.

Opbevar kagerne i køleskabet, hvis de ikke spises lune.

*Ekstra mørdej i fryseren: Du kan sagens lave mørdej, dagen før du skal bruge det, eller flere dage før, og så lægge det pakket godt ind i folie i fryseren. Tag det ud af fryseren dagen før det skal bruges, og sæt det i køleskabet.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage